Nyhed

Wonderfestiwall offentliggør flere navne

GAFFA.dk – alt om musik

Den bornholmske festival kan i dag offentliggøre Scarlet Pleasure, Lis Sørensen, Ganger og Wiinston

I dag kan Wonderfestiwall offentliggøre fire nye navne til festivalens musikprogram. Hitmagerne Scarlet Pleasure, veteranen Lis Sørensen og de unge talenter Ganger og Wiinston slutter sig til de allerede offentliggjorte navne, der kan opleves i Slotslyngen ved Hammershus på Bornholm fra den 13. til 16. august.

R&b-elektropoptrioen Scarlet Pleasure er kendt for hits som "Windy", "Heat", "Deja Vu", "Good Together" og "Unreliable". Gruppen alias sanger Emil Goll, bassist Alexander Malone og trommeslager Joachim Dencker brød igennem i 2014 og har siden været på flere adskillige danmarksturnéer og spillet på en lang række landets største scener, blandt andet Roskilde Festivals Orange Scene, samt modtaget talrige statuetter ved både DMA, P3 Guld, GAFFA-Prisen og Zulu Awards.


Lis Sørensen har præget dansk musik gennem mere end fire årtier. Hun indledte karrieren i midten af 70'erne som en del af Shit & Chanel med blandt andre Anne Linnet og har siden begyndelsen af 1980'ere været solist. Hun har solgt mere end én million album, og flere af hendes hits som ”Stille før storm", "Tæt på ækvator”, "Indtil dig igen", ”Mine øjne skal se” og ”Verden er i farver” er blevet folkeeje. Hun er fortsat blandt landets mest aktive sangere og spiller stadig mere end 100 koncerter hvert år. Sidste år var hun på en anmelderrost turné med de gamle venner og kolleger Anne Linnet og Sanne Salomonsen, hun udgav en selvbiografi og blev tildelt Danish Music Awards' Ærespris, og nu er hun tilbage i rollen som solist.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Stemmerne og sangene holder stadig

Ganger spiller eksperimenterende popmusik med hele fire leadvokalister og udgav sidste efterår deres meget roste debutalbum Mørk. Det blev blandt andet hædret af Statens Kunstfond i november, hvor albummet blev præmieret med 80.000 kr. som en af årets vigtigste udgivelser. Deres single ”Olympisk” var en af de mest spillede dansksprogede sange på P6 Beat sidste år og har efterfølgende også fået airplay på P3. Sange modtog i januar kritikerprisen Steppeulven i kategorien "Årets sang", og Ganger blev ved samme lejlighed kåret som "Årets håb". 


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Viljen til at være på tværs

Wiinstons musik er et mix af pop, r&b, hiphop og elektronisk musik. Debutalbummet Midnight Rocket fra 2018 er blevet streamet mere end 10 millioner gange på Spotify, og albummets single ”Angelina” blev udvalgt som P3's Uundgåelige. Sidste år udgav duoen deres andet album, Jellyfish.

Med dagens navne har Wonderfestiwall offentliggjort de første 12 kunstnere. De første otte var D-A-D, Spleen United, Jung, Jada, Mads Langer, Jonah Blacksmith, Clara og IAMJJ. I løbet af foråret vil der løbende blive offentliggjort flere navne til musikprogrammet, som kommer til at rumme mere end 30 navne. Wonderwall er non-profit, drives af frivillige kræfter og finder sted fra torsdag den 13. august til lørdag den 16. august i Slotslyngen på Bornholm.


Billetterne kan købes på ticketmaster.dk.

Varm op med Gangers "Olympisk" – årets sang 2019 ifølge kritikerprisen Steppeulven:


 

ANNONCE