Nyhed

Vinderne af Steppeulven 2020 er fundet

GAFFA.dk – alt om musik

Lørdag aften på Bremen Teater i København blev de danske musikkritikeres prisfest Steppeulven 2020 afholdt. Prisen uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere, som består af musikanmeldere med tilknytning til en række danske dagblade og musikmedier.

Vinderne var:

Årets Album: Claus Hempler: Kuffert fuld af mursten
Årets Sang: Ganger: “Olympisk”
Årets Livenavn: Jada
Årets Håb: Ganger
Årets Vokalist: Jada
Årets Musiker: Jonathan Bremer, Bremer/McCoy
Årets Tekstforfatter: Claus Hempler
Årets Komponist: Astrid Sonne
Årets Producer: Anders Boll (Ganger, Lowly)
Initiativprisen: Onkel Rejes Heavyband 


Årets Pionerpris gik til Gnags, der næppe behøver nogen nærmere introduktion. Børsens Niels "Fez" Pedersen holdt en tale for bandet, der først og fremmest hyldede Gnags’ unikke lyd der ”var en saftig, svampet og melodisk stærk versionering af reggae tilsat noget lokalkolorit og med tekster befolket af personer, man møder i Midtbyen, på Strøget, på Bruuns Bro”. Men han fremhævede også bandets entreprenante måde at drive bandvirksomhed på med stiftelsen af pladeselskabet Genlyd og studiet Feedback: ”Årets Pioner har været selvstændig i mere end 50 år. En virksomhed med musik som vigtigste vare, og samtidig en forretning, der stillede produktionsmidlerne til rådighed for andre musikere også”.

Ved showet var der livemusik fra Molina, Awinbeh, Orm, Ganger, Tessa og Efterklang.

En mere udførlig reportage og billeder fra showet følger søndag.


Steppeulven blev igen i år gennemført i samarbejde med Bremen Teater og den uafhængige digitale musikdistributør The Orchard og med økonomisk støtte fra Roskilde Festival, DJBFA, DAF og DPA.

Foreningen af Danske Musikkritikere består af musikskribenter fra dagbladene og musikmedierne Berlingske, Børsen, Dagbladet Information, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, GAFFA, Politiken, Soundvenue, Passive/Aggressive og Weekendavisen

ANNONCE