GAFFA.dk – alt om musik
Carl Emil Pedersen og Claus Hempler kan opleves til Grimfests initiativ De Grimmeste Aftner.
Fredag den 24. juli spiller Carl Emil Petersen og Claus Hempler hver deres solokoncert, når begge sangere og sangskrivere gæster De Grimmeste Aftner. Både Carl Emil Petersen og Claus Hempler har baggrund i succesfulde bands, henholdsvis Ulige Numre og Fielfraz, og har begge høstet særdeles store roser for deres soloprojekter,
I marts måned spillede Carl Emil Petersen koncert på Train i Aarhus, hvor vores anmelder kvitterede med fem stjerner. Han viste sig som eminent sangskriver med Ulige Numre og i 2017 slog han fast, at han bestemt også kan på egne ben med udgivelsen af debutalbummet Natradio. Senest har han udgivet Amager Forbrænding med singlerne “Liv før Døden” og “Skærgården”.
LÆS OGSÅ: Carl Emil Petersen greb kærligheden – og delte ud af den
Claus Hempler udsendte sit første dansksprogede album Kuffert fuld af mursten i 2019, og man må sige, at det for alvor har gjort den garvede sangskriver yderst aktuel igen. Albummet blev varmt modtaget af publikum og anmeldere. Vores egen Jan Opstrup kvitterede med fem stjerner for udgivelsen under overskriften "Bittersøde refleksioner fra crooneren. Nu på dansk."
Koncerterne bliver afholdt i Brabrand på Grimhøjgaard, hvor GrimFest også plejer at blive afholdt. De Grimmeste Aftner er udendørs siddekoncerter, og der vil være mulighed for fuld forplejning i form af mad og drikke, men sørg for selv at medbringe tæpper.
LÆS OGSÅ: Dansksproget crooner i en syndflod af fortjent stående applaus
De Grimmeste Aftner vil løbende offentliggøre flere kunstnere, og du kan følge med på deres Facebook eller hjemmeside, hvor du også kan købe din billet. Der er 500 billetter til salg.
De Grimmeste Aftner havde premiere fredag den 12. juni med en ifølge GAFFAs anmelder veloplagt Allan Olsen. Initiativet har også haft besøg af blandt andet Bogfinkevej, Jonah Blacksmith, I'll Be Damned og IAMJJ.
Varm op med Carl Emil Pedersens "Liv før døden":