Nyhed

Wafande udgiver single og annoncerer sidste album

GAFFA.dk – alt om musik

Wafande forlader soloprojektet, men fortsætter fremover som sangskriver for andre

Dancehall-sangeren Wafande har igennem tiden har sneget sig ind i radioen og de danske hjem med sange som ”Gi’ Mig Et Smil”, ”Uartig”, ”En Anden” og ”Django (Klar på Noget Dumt)”. Men i august 2019 meddelte han, at han stopper som udøvende artist. 2020 bliver altså enden for den 37-årige musiker, der i dag har udgivet singlen ”Uden ID” – en sang fra hans sidste album, som udkommer den 15. maj i år.

Dog slutter legen ikke helt. I et samarbejde med danske GL Publishing og amerikanske Ultra International Publishing skal Wafande fremadrettet være sangskriver for andre.


Sangeren, der går under det borgerlige navn Wafande Pierre Jolivel Zahor, udgiver sin sidste musik fra Los Angeles, Bahamas, London, Spanien og Norden. Hans fokus bliver nu udelukkende rettet imod at udfolde sin sangskriver-karriere i det nye internationale set-up.

LÆS OGSÅ: Wafande annoncerer sin sidste turné

– Som Wafandes manager gennem ni år glæder jeg mig over det nye samarbejde, udtaler Peter Ødegaard Skovsted fra Musicall Management og tilføjer:


– Musicall har tidligere samarbejdet med Ultra Music omkring succes-udgivelser, herunder guld-salg i USA, og Ultra Music har vist en vedvarende stærk position internationalt. GL Music har etableret sig som en stærk spiller, som vi har samarbejdet med i et par år med stor fornøjelse. Derfor er det også med stor begejstring, at vi indgår denne ambitiøse aftale med GL og Ultra omkring Wafande som sangskriver af den internationale liga.

Wafande fik sit store gennembrud i 2011 med det guldcertificerede debutalbum, ”Du Ved Det”. Han har desuden været coach i programmet Voice Junior igennem alle seks sæsoner.

For tiden besøger han landets koncertscener som sanger for sidste gang på sin ”Sidste Smil Tour”. Billetter kan købes lige her.


Hør Wafandes nye single, "Uden ID":

ANNONCE