GAFFA.dk - alt om musik
Taylor Swift har slået Whitney Houstons rekord fra 1987 som kvinden med flest uger som nummer ét på Billboard.
Efter at Taylor Swifts seneste udgivelse Folklore igen huserer som nummer ét på Billboards liste over bedstsælgende albums – efter ni uger på den placering – kan sangerinden nu bryste sig af at have slået Whitney Houstons gamle rekord fra 1987 med 47 uger helt i toppen af listen.
Det var Houstons andet album Whitney fra 1987 med sange som "I Wanna Dance With Somebody", "Didn't We Almost Have It All" og "Where Do Broken Hearts Go", der gav den nu afdøde sangerinde den fornemme titel som kvinden mest flest uger på den prestigefyldte liste dengang indtil i dag, hvor Swift altså overtager førstepladsen.
Foran Taylor Swift ligger The Beatles med 132 uger i toppen, Elvis med 67 uger i toppen, Garth Brooks med 52 uger i toppen og Michael Jackson med 51 uger i toppen.
LÆS OGSÅ: Karantæne-album er en ny milepæl i Taylor Swifts karriere
Swift udgav Folklore tilbage i juni måned, og har siden høstet roser fra diverse kritikere og publikum. GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen gav albummet fem ud af seks stjerner under overskriften "Karantæne-album er en ny milepæl i Taylor Swifts karriere":
"Taylor Swift har altid formået at skrive tekster med indhold, der ville mere end bare være pynten på store pop-omkvæd. Men på Folklore tager hun skridtet fuldt ud som historiefortæller, hvor hun trækker tråde tilbage til folk- og country-traditionernes storytelling, med anekdoter om både reelle og fiktive personer."
Tidligere på måneden blev Folklore også det første album på Billboard top 200-liste over bedstsælgende album og ep'er, der i fire år kunne tilbringe hele seks uger i træk helt i toppen. Den sidste, der opnåede den status var Drake med Views tilbage i 2016, hvor han havde hele 13 uger på førstepladsen.