Nyhed

Alive Festival afslører første programpakke med musik, kunst og udflugter

GAFFA.dk - Alt om musik

Arrangørerne er optimistiske omkring afviklingen af festivalen til sommer 

Alive Festival i Thisted har valgt at satse på, at årets festival kan afvikles som planlagt, på trods af at regeringen endnu ikke har meldt ud, hvad sommerens musikfestivaler skal forvente. I den anledning annoncerer festivalen nu seks musiknavne, tre udflugter og tre kunstinstallationer. 

På musikfronten kan Alive glædeligt afsløre, at årets musikprogram er udgjort af både nye og erfarne artister, i form af Blaue Blume (billedet), Iceage, Ganger, Erika de Casier, Fraads og Barbro.


Som udflugtsmulighed kan man opleve den traditionsrige åbning på Thisted Bryghus, en bondegårdsfrokost med tilhørende whiskeysmagning hos Gyrup Gård eller Den Thy’ske Eventyrtombola, der distribuerer gæsterne rundt på unikke oplevelser rundt omkring på Thy.

Lysinstallationskollektivet Vertigo ‒ der er kendte for installationen ‘’The Wave’’, som har været vist i København, London, Liverpool og Athen ‒ lægger vejen forbi festivalen. 

En gammel beskyttelsesbunker vil blive indrettet i midten af festivalpladsen under navnet “Undergangen”, hvor der vil være dystopiske kunstinstallationer. Derudover bliver der i år etableret en ny scene, ‘’Vadestedet’’, hvor der bliver plads til nye, alternative oplevelser.


“Vi tror på, at vi kommer til at holde en festival i år, og vi er stolte af at kunne offentliggøre en super stærk programflade i en tid, hvor vi har historisk svære vilkår at arbejde under. Vi mærker en stærk sult efter at være sammen om nogle fede oplevelser og dyrke den fantastiske kultur, vi har savnet alt for længe” siger Esben Halkier fra festivalens sekretariat og fortsætter:

“Alle parter er klar over, at situationen kan ændre sig. I mellemtiden er det bedste, vi kan gøre, at give noget forventningsglæde og lade alle vide, at vi stadig holder kulturen i live”.

Alive Festival kommer til at finde sted fra d. 29. til den 31. juli.


Billetter til festivalen kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: ”Alive. Du ved, den der vildt fede festival helt derude i Thy.”

ANNONCE