Nyhed

Lydmor udnævnt til ambassadør for musik-ligestillings-organisation

GAFFA.dk – alt om musik

Sangeren og musikeren har i høj grad været en af dem, der har italesat problematikkerne med sexisme i musikindustrien de seneste år

Den danske sanger, sangskriver og producer Lydmor er blevet udnævnt til den første danske ambassadør for musik-ligestillings-organisationen Keychange, fortæller organisationen. Hun er dermed den første danske ambassadør i organisationen og kommer i fint selskab med internationale navne som Imogen Heap, Peaches, Kate Nash og planningtorock

Keychange er et globalt netværk og en bevægelse, der kæmper for en bæredygtig musikindustri med ligestilling mellem kønnene. Organisationen består af samarbejdende parter fra 12 forskellige lande, der har et fælles mål om at skabe positive forandringer i musikindustrien.


I en udtalelse til Keychange udtaler Lydmor:

"Jeg var ekstremt begejstret, da jeg hørte om det arbejde, Keychange udfører. Jeg er ydmyg og beæret over at være en del af et projekt, som laver så meget håndgribelig handling om et emne, som både interesserer mig – og til tider gør mig rasende. Jeg håber at blive i stand til at udvide samtalen i Danmark og udbrede netværket af folk, der arbejder for denne sag internationalt."

Lydmor satte for alvor diskussionen om sexisme i musikbranchen på dagsordenen sidste forår, da hun med et debatindlæg hos GAFFA adresserede den ifølge hende sexistiske tone i Ekstra Bladets Thomas Treos musikanmeldelser og den generelle tendens til, at fokus alt for ofte ligger på kvindelige musikeres udseende og ikke på deres kunst. 


‘’Det er en lang rejse, hvor vi alle skal erkende nogle ting om vores samfund, som ikke er så behagelige. Det handler ikke kun om, hvordan vi ser på kvinder, men også mennesker, der ikke er hvide, transpersoner, homoseksuelle’’, fortalte Lydmor i et interview med GAFFA sidste måned.  

I interviewet fortalte hun også, hvor hun ser den største forhindring for ligestilling i musikbranchen: ‘’Mangel på selvindsigt hos gatekeepers, altså folk på pladeselskaber, festivaler, medier og så videre. For at sætte det på spidsen synes jeg, der er lidt mange ”bros”. Mange, der siger, at de går ind for ligestilling, men at den bedste musik for tiden er tilfældigvis lavet af ”bros”, og som ikke er bevidste om, at de bedst kan lide ”bro kind of dude-musik”.

Lydmor brugte også anledningen til at rose Keychange for organisationens arbejde med udbredelsen af fifty-fifty kønskvoter på europæiske festivaler, hvor blandt andet den store spanske festival Primavera er hoppet med på vognen. I Danmark har både Tønder Festival og Relevance Festival også indgået et samarbejde med Keychange.


Udfordringen med ligestilling i musikbranchen er heldigvis i langt højere grad kommet på programmet den seneste tid, og i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts i år annoncerede fem af landets største musikorganisationer 10 fælles mål, der skal bidrage til at fremme ligestillingen i musikbranchen.  

Læs også: KOMMENTAR: “Jeg køber altså ikke ligestillingsdebatten”

ANNONCE