GAFFA.dk – alt om musik
Denne gang får han selskab af blandt andre Jimilian og Marwan
L.O.C. har netop udgivet fire nye numre i sin forløbende, mixtape-inspirerede albumudgivelse, Fuck L.O.C.
Denne gang får Liam O'Connor blandt andet selskab af rap-sangeren Jimilian på sangen "Extra".
”Hvorfor er han med? Jimilian er pigeglad, og det er jeg også”, siger L.O.C. i en pressemeddelelse. ”Han lyder bare rigtigt til dette track, og han forstod sangen med det samme. Jeg sendte ham en besked og spurgte, om han ville være med på et vers? Han vendte hurtigt tilbage med to vers, som begge var supergode, så ’Extra’ er endt med nærmest at være Jimilian feat. L.O.C.”
På et andet nummer, "Lige siden", bliver Aarhus V-veteranen gæstet af en jævnaldrende af sine homies, nemlig Marwan, og en noget yngre én af slagsen, Smiley, og i det hele taget fylder Aarhus meget på de fire nye sange.
"Jeg er omgivet af det, man kan kalde for immigrant-mentalitet. Det handler om, at man ville opbygge noget, tage sig af familien og ønske sig noget bedre. Mange indvandrere ved, at tingene ikke kommer af sig selv”, siger L.O.C. videre.
L.O.C. udgav i maj, over to omgange, i alt syv sange, hvor han blandt andet fik selskab af førnævne Smiley og den unge og meget omtalte Aarhus V-drill-rap-gruppe Shooter Gang.
LÆS OGSÅ: FUCK L.O.C.-INTERVIEW 2: ” Shooter Gang har den rigtige indstilling til musikken”
Der er nu udkommet 11 numre fra Fuck L.O.C.-albummet, hvilket er to mere, end der var på L.O.C.s forrige – og kun 32 minutter lange – album, Ekkokammer fra 2019, men ifølge L.O.C. kommer der mere endnu.
Hør de 11 sange - med de fire nyeste nederst: