Nyhed

Avril Lavigne vil lave Sk8er Boi-hittet til en film

GAFFA.dk – alt om musik

 ”Sk8er Boi” kan måske snart opleves på det store lærred

Næste år er det 20 år siden, Avril Lavinge udgav hittet ”Sk8er Boi”, og hvordan fejrer man bedre sådan et jubilæum end med at lave sit største hit til en spillefilm. Det er lige hvad punk-popsangeren har tænkt sig at gøre, skriver NME.

I She Is The Voice, et podcastshow, løfter Lavigne sløret for, at hun vil tage ”Sk8er Boi” ’til næste niveau’:


"På det seneste, hvor (nummeret ”Sk8er Boi”, red.) næsten har 20-års jubilæum, har mange mennesker bedt mig om at spille sangen i forskellige tv-programmer, så den bliver ved med at blive bragt op, og folk henviser altid til den. Derfor vil jeg faktisk lave denne sang til en film og tage den til det næste niveau," udtaler hun i podcasten.  

Herefter fortæller hun om inspirationen til sangen, og hvad filmen (måske) også vil handle om:

"Du ved, hvordan det var i gymnasiet, der er alle de her forskellige grupper og kliker, der er skatere, preps og jocks. Det er lidt som en forpasset chance for kærlighed. Skater-drengen er forelsket i den preppy pige, og hun er for sej til ham, men om fem år mader hun sin baby, og hun er helt alene, og hun ville ønske, at hun ville have fulgt sit hjerte og ikke prøvet at leve op til samfundets forventninger.”


Der er endnu ikke bekræftet nogen officiel film, andet end Lavinges egne ord. Ud over udmeldingen om en kommende film delte den canadiske sanger tilbage i november nyheden om, at hun har skrevet kontrakt med Travis Barkers pladeselskab DTA Records.

Tilbage i februar bekræftede Avril Lavigne desuden, at hendes syvende album var færdigt. Hun har endnu ikke udgivet noget, men nu tyder det altså på, at tiden er inde med den nye kontrakt. Hun udgav sidst et album i 2019 med titlen Head Above Water og har senest samarbejdet med Willow (Will Smiths datter) på sangen "G R O W", hvor Travis Barker gæster bag trommesættet. 

LÆS OGSÅ: LEDER: Da Avril Lavignes comeback blev anmelderiets martyr


ANNONCE