Nyhed

Byens Ø klar med første kunstner til 2022

GAFFA.dk – alt om musik

Der er tale om et af de store danske rap-navne

Byens Ø finder sted på Odense Havn fra den 16.-18. juni 2022 samt den 23. juni på Sankthansaften. Bag begivenheden står Musikhuset Posten i et samarbejde med Odense Havn og A. Enggaard, og arrangørerne har netop løftet sløret for koncertrækkens første kunstner.

Den dansk-irske rapper udgav debutalbummet Dominologi i 2001 og prydede GAFFAs forside i oktober i anledning af sit 20-års jubilæum som pladekunstner. Her bragte GAFFA desuden et stort interview med kunstneren. Der er selvfølgelig tale om L.O.C.

LÆS OGSÅ: Efter 20 år er L.O.C. stadig kåd

Musikeren udgav tidligere på året albummet Fuck L.O.C., som bød på en række gæsteoptrædener, primært fra Aarhus V. Liam O’Connor har desuden understreget, at der er lagt vægt på, at albummet skal fungere godt live.

”Det skal indeholde minimum én eller to sange, som virker på en festival om fem år. For man ved først, om noget er et hit om fem år,” udtaler rapperen og fortsætter:

”Jeg er ligeglad med, om det ligger nummer et lige nu, for det hele kommer an på reaktionen, når det bliver spillet live for publikum. Og derfor glæder jeg mig vildt meget til at komme ud at spille næste år, for så finder jeg ud af, hvilke af de nye sange, der kommer til at leve for evigt på live-siden.”

Med sig bringer L.O.C. desuden den aarhusianske drillgruppe Shooter Gang og flere special guests, som vil blive offentliggjort senere.

Byens Ø vil løbende annoncere yderligere navne.

Billetsalget finder sted via www.postenlive.dk

Varm op med albummet Fuck L.O.C. her:

ANNONCE