x

L.O.C.-INTERVIEW: Vital og vedkommende veteran

L.O.C.-INTERVIEW: Vital og vedkommende veteran

Liam O’Connor behøver ingen nærmere præsentation. Legenden har løbende rørt på sig i løbet af 2021, hvor han drypvist har udgivet numre under overskriften Fuck L.O.C. Samme dag som dette magasin er på gaden, lander de sidste sange – i denne omgang – og så kan manden i øvrigt fejre 20-års jubilæum som pladekunstner i år. Noget, der dog ikke forhindrer ham i at holde sig relevant. Tværtimod. 

Jeg har gennem de sidste ti år haft jævnlige samtaler med Liam O’Connor, når det har været aktuelt for GAFFA at dække hans gøren og laden. Hver gang er jeg gået fra vores samtale med en følelse af at være oplyst, intellektuelt udfordret og have fået et nyt syn på flere af de emner, vi har diskuteret. Det skyldes blandt andet, at manden er enormt reflekteret, videbegærlig, og at han simpelthen har tiden til at sætte sig grundigt ind i tingene. Det kan være lidt sværere for os andre, der skal balancere familieliv med fuldtidsarbejde, aftensmad, indkøb – og finde tid til at skrive GAFFA-artikler oveni. Ud over tid er nøgleordet ifølge Liam ”ro”.

– Nu har jeg jo ikke et job, hvor jeg skal ud ad døren klokken otte om morgenen og først kommer sent hjem, så jeg har kunnet prioritere at få ro på. Konceptet ”ro” er en høj prioritet i alt, hvad jeg foretager mig. Hvis der er ro, så er der plads til det hele.

Går du systematisk til værks i forhold til at søge information, eller handler det om, hvad der lige optager dig i øjeblikket?

– Det varierer faktisk. Jeg havde et tidspunkt, hvor jeg syntes, teologi var det mest spændende på hele Jorden, så der læste jeg, hvad jeg kunne rage til mig af bøger og så forelæsninger på YouTube i ét væk. Hver gang der opstod et spørgsmål, var jeg nødt til at lede efter svaret på det. Det begravede jeg mig ret meget i over en periode, men så kom der noget andet, jeg blev optaget af i stedet. Det er drevet af, at jeg gerne vil forstå tingene. Det har nok noget at gøre med, at jeg er kontrolfreak, men lige så snart jeg beskæftiger mig med et eller andet, har jeg en enorm trang til at vide, hvordan det egentlig hænger sammen, helt ned i de mindste detaljer. Min mor prædikede selvudvikling frem for alt, og når man er vokset op med den tilgang og gerne vil vide, hvorfor tingene er, som de er og samtidig ser meget indad, så er det endt med at komme til udtryk i alt, hvad jeg foretager mig. I det øjeblik, jeg kan opsummere ting, der ved første øjekast har syntes store og uforklarlige for mig, i en enkelt, fyldestgørende sætning, kan jeg gå i gang med at søge svar på nye spørgsmål.

– Det er også derfor, jeg ikke er så meget på Twitter længere eller deltager i debatprogrammer i forhold til, om det forpligter, at jeg som musiker har en stemme. For medmindre jeg kan sige min pointe i én sætning, har jeg ikke lyst til at begive mig ud i et skvulpende hav af argumenter. Jeg vil gerne være afklaret med, hvad jeg selv tænker, før jeg begynder at indprente min mening eller holdning nogen som helst steder. Hvis ikke jeg kan viderekommunikere det i én sætning, har jeg ikke selv forstået det.

Ikke noget dumt udgangspunkt at have, når man nu er rapper. Dog er det ikke alt, der skal granskes helt ned i materien. Nogle ting må gerne bevare deres magi ved at stå uberørt hen.

– Visse ting kan godt miste deres magi, når man først forstår dem. Det er også en af grundene til, at jeg ikke er gået mere op i at lære at spille et instrument – lige dér vil jeg gerne være ignorant. Musik er et håndværk, og for mig ville det miste et eller andet ved, at jeg gik alt for lavpraktisk til værks. Jeg lytter meget til klassisk musik, og fordi jeg ikke forstår mekanismerne bag, kommer jeg ikke til at sidde og kloge mig og analysere det, mens jeg lytter. Jeg kan slappe af med det og nyde det. Jeg elsker ord og dyrker sproget, men musikken må godt få lov til at være magi.

Men alligevel betegner du ofte dig selv som musiker?

– Ja, men jeg er nok nået til den konklusion, at jeg trods alt mere er tekstforfatter, haha! Det er lidt ligesom, at jeg ikke altid kan finde ud af, om jeg skal kalde mig selv for rapper eller sanger. Jeg synes jo, der er melodi nok i det til, at jeg kan kalde mig sanger, nogle gange. Hold kæft, det fik jeg mange hug for i starten. Det er også derfor, jeg ikke gør mig til dommer over andres materiale, for selvom der nogle gange er kunstnere, der har lavet ting, der skærer mig i ørerne, ved jeg, der er folk, der har set på mig på samme måde i sin tid.

Artiklen fortsætter under videoen

Kunne Manson finde på at bide nogens lillefinger af i en sexakt?

Noget, der skærer mange i ørerne i denne tid er, at Kanye West har DaBaby og Marilyn Manson med på albummet Donda. Og hele diskussionen om at adskille kunstneren fra kunsten har været oppe i et stykke tid. Men hvad synes Liam? Kan man adskille kunstneren fra kunsten?

– Ja, 100 procent! Det er en forudsætning for overhovedet at lade sig indtage i kunst. Jeg har kogt det ned tidligere, fordi jeg på et tidspunkt er blevet skudt i skoene at være misogyn – og enhver, der kender mig personligt ved, at det ikke kunne være længere fra sandheden. Men altså, hvis jeg nu maler et billede af et mord, er det så en opfordring til at begå mord? Eller fordi jeg synes, mord er fedt? Nej, det er en skildring af noget, og der bliver kunstneren og kunsten nødt til at være to forskellige ting. På et personligt plan har jeg fundet ud af, at man aldrig skal møde sine helte, for jeg har mødt nok amerikanske rappere, jeg ville ønske, jeg ikke havde mødt, haha! Men for mig et personen og musikken to forskellige ting. Det bliver det nødt til at være, fordi det ene er en kreativ skildring og historiefortælling.

– Man har på et tidspunkt rynket bryn ad, at H.C. Andersen onanerede… jamen, skulle vi så kollektivt have besluttet os for at stryge ham og hans værker, fordi det ikke var velanset? Sådan at vores generation aldrig havde hørt om ham? Og det skal lige siges, at jeg på ingen måde siger, det er amoralsk at onanere, haha! Men når man ser på hele DaBaby-sagen – og på dengang Rick Ross mødte en masse modgang, fordi han på nummeret ”You Don’t Even Know It” rapper om at putte stoffer i en piges drink – noget, der naturligvis på ingen måde er i orden, så synes jeg, det mest iøjnefaldende i de to sager er, at der ikke er nogen, der har haft problemer med, når de to har rappet om at slå sorte mænd ihjel. I forhold til DaBaby, så har alle de idioter, der har været hyklere ved at aflyse ham på en festival, været udmærket klar over, at han kommer og rapper om at ”kill a nigga”. Men undskyld mig, at manden siger noget mindre bemidlet om homoseksuelle, det er da uden tvivl pissefucking dumt, men I var cool med, at han syntes, man skulle slå sorte ihjel!? Det synes jeg er så hyklerisk, som det overhovedet kan blive.

Og hvad Marilyn Manson angår, synes jeg, han har lavet noget fantastisk musik, men jeg har aldrig købt ind i ham som kunstner. Og det har jeg blandt andet ikke, fordi jeg synes, det er ret indlysende, hvad han er for en type. ”Kunne han finde på at bide nogens lillefinger af i en sexakt?” Ja, det kunne du da egentlig godt bilde mig ind. Det skøre ved folkedomstolen er, at det jo netop ikke er en domstol. Jeg ville da ønske, at der var større juridisk binding ved at udtale sig om folk, men det er jo folks egne oplevelser, og hvem fanden er vi til at sige, at de ikke har haft de oplevelser?

– Jeg ved da godt, at med den måde, jeg har gebærdet mig på i mit liv, er der ingen tvivl om, at der vil være folk derude, der har syntes, jeg var en nar på et eller andet tidspunkt, men jeg har ved Gud aldrig nogensinde krænket nogen. Når det så er sagt, kunne jeg da godt forestille mig, at jeg på et eller andet tidspunkt om 20 år får skudt i skoene at have faciliteret en voldtægtskultur. For det er jo næste skridt ned ad stigen: hvis der er nogen, der engang har knaldet i en tourbus, jeg egentlig har stået for, og hvis der så er nogen, der har haft en dårlig oplevelse, så kan jeg jo ikke sige mig fri af, at der er nogle, der mener, jeg har faciliteret det, og at det er noget, jeg skal tage afstand fra. Jeg synes jo, #metoo-bevægelsen er vigtig, og jeg har selvfølgelig taget den til selvransagelse og snakket med folk, jeg kender om det. Der er nogle steder, hvor jeg måske har været ignorant omkring noget, og ligesom med alt andet, vil jeg gerne oplyses. Og jeg ved, jeg aldrig har haft den tilgang – jeg har ikke følt mig berettiget til noget som helst på den front.

– Grunden til, at den første bølge af #metoo ikke for alvor bed sig fast i Danmark, var at det drejede sig om en branche 7000 kilometer væk, hvor det er normalt at gå med chefen på hotel, men da Sofie Linde så bød ind med sine erfaringer, så havde vi pludselig det danske perspektiv. Og jeg synes, det er en vigtig debat, der skal tages, og jeg når jeg hører nogle af de eksempler på sager, der har været, kan jeg slet ikke sætte mig ind i, at folk kan sige og gøre den slags ting. Er det en fuld idiot af en chef, der ikke kender sin besøgstid og prøver at være morsom, eller er det et kæmpe møgsvin? For mit eget vedkommende kan jeg jo kun sige fra over for det, hvis jeg oplever, det finder sted. Og med mængden af diskoteksjobs, jeg har spillet, hvor jeg er blevet raget i skridtet, mens jeg er gået gennem publikum, er jeg udmærket klar over, at der findes folk derude, der gør den slags.

Foto: Petra Kleis for GAFFA, artiklen fortsætter under billedet

Nogle ting er uden for ens rækkevidde

Jeg synes jo ikke, det er særlig lang tid siden, vi havde en snak i forbindelse med dit 15-års jubilæum, men nu hedder det altså 20 år, siden Dominologi ramte gaden og fik Absinthe-salget herhjemme til at stige markant i visse velassorterede spiritusforretninger.

– Det er fint nok med debutpladen, men i min bog fejrer man Thrillers 20 års jubilæum og ikke Off the Wall, så for mig går der lige to år mere, før jeg spærrer øjnene op over, at det er 20 år siden, ”Undskyld, so” udkom, haha! Ja, der er jo sket en masse, må man sige. Jeg gør normalt ikke sådan noget, men her den anden dag var jeg inde for at nominere Adam og Noah som årets komikere, og der fik jeg sagt, at når man har været i gang længe nok som musiker, så begynder opkaldene at handle om alt andet end musik. Sådan er det, når man har været i gang i 20-25 år, så bliver man spurgt, om man vil være vært til ting i stedet for, om man vil spille, haha! Det irriterer mig lidt, at der ikke er nogen, der har skrevet en håndbog for etablerede. Det hele handler om, hvordan man bygger sit navn op, men når man har gjort det, er der ingen opskrift længere, griner Liam og fortæller, at han er helt bevidst om, at mange primært vil forbinde ham med bagkataloget.

– Der, hvor jeg er nu, skal jeg lave musik, fordi jeg kan mærke lysten til at gøre det. Og hvis jeg så laver noget, der på en eller anden måde sniger sig ind i det, folk forbinder med mig, så er det alt, hvad jeg kan håbe på.

Tænker du på det på den måde?

– Helt sikkert. Jeg plejer for hvert album at tænke, at der bare skal komme en eller to sange ud af det, som kan fungere på en festival om fem år. For man ved først, om noget er et hit om fem år. Jeg er ligeglad med, om det ligger nummer et lige nu, det hele kommer an på reaktionen, når det bliver spillet live. Og derfor glæder jeg mig vildt meget til at komme ud at spille, for så finder jeg ud af, hvilke af de nye sange, der kommer til at leve for evigt på live-siden. Det bedste eksempel på den type sange er vel egentlig Suspekts ”Kinky fætter”. Den var ikke et hit, da den kom ud, men den kører stadig på klubben – selvom publikum er for unge. Nogle ting er uden for ens rækkevidde.

Artiklen fortsætter under videoen

Ingen Kim Larsen eller Erik Clausen

Yahya Hassan er til stede flere steder på Fuck L.O.C. – uden navns nævnelse på et af albummets stærkeste numre, ”Vi ses” og helt eksplicit på ”Be for mig” med linjen: ”Gud sku’ ha’ taget en af de fuck-rappere og ladet os beholde Yahya”.

– Jeg har været meget optaget af, at jeg ikke har villet promovere noget i hans navn, for det er ikke det, han var. Men nu er nummeret (”Vi ses”, red.) ude, og hvis folk spørger, om det handler om ham, så vil jeg heller ikke lægge skjul på, at det gør det selvfølgelig. Men jeg har været meget varsom i forhold til, at det ikke skulle blive til et reklamefremstød eller en overskrift et eller andet sted. Jeg er ikke meget for lokalpatriotisme, men jeg kan nu alligevel ikke helt undsige mig det. I Aarhus Vest havde vi ikke nogen Erik Clausen eller nogen Kim Larsen, vi kunne føle os i samme båd som. Vi følte os også mere som en del af bydelen end af selve Aarhus. Og det at opleve en person blive til et symbol på det, Aarhus Vest kan, var fantastisk.

– Hvis folk tog derud, ville de blive overraskede over, hvor mange der går rundt med et intellekt af Yahyas kaliber og er lige så velformulerede som ham – man er ligesom skridtet videre end det dér: ”Nej, hvor taler du flot dansk”. Jeg har altid heppet på ham. Det har været fantastisk at se en person finde sin stemme og at gøre det på så utraditionel vis. Det har ikke stået i stjernerne, at han skulle blive millionær på at skrive digte, før han var 19 år. Han har gået sin egen vej og ejet sin egen fortælling, og jeg er kæmpe fan af ægtheden i de ting, han fik sagt. Han er eksemplet på, at livet er meget mere interessant end fiktionen. Desværre er der mange store historier, der ender i tårer. Hele veje rundt er han ikonisk, og vi kunne godt bruge ham i dag.

Samtalen om ægthed fortsætter i en snak om 2Pac og om, hvorvidt der er nogle af hans posthume udgivelser, der sådan rigtigt er noget værd bortset fra Makaveli (det er der ikke, red.), og Liam nævner et citat, hvor Tupac siger, at han er en del af den sidste generation af folk, der tør sige noget i hiphop, for ”lige om lidt finder de alle sammen ud af, at der er mange flere penge i at rappe om damer og biler”.

– Der tænker jeg bare, ”you fucking idiot, hvorfor skulle du forlade os så tidligt?” Jeg er sikker på, at jeg har stået for min del af totalt ligegyldigt indhold, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at det, jeg er flasket op med gennem 80’erne – fra min mor, der hørte Sting til Michael Jackson – de havde kæmpe pophits, der handlede om verdensproblemer. ”Russians” med Sting handler om den kolde krig, ”Man in the Mirror” med Michael Jackson handler om folk, der sulter. Og i dag er man er gået over til noget, der ikke træder folk over tæerne og lyder sjovt nok til, at de kommer til at sidde og synge med i bilerne. Sange er kogt ned til at være jingler med vers. Nu er det bare: ”Girl you got that yummy-yum…”

Foto: Petra Kleis for GAFFA, artiklen fortsætter under billedet

Gæsterne på albummet

Der optræder en perlerække af gæster på Fuck L.O.C., og størstedelen er med ud fra devisen, at de skulle være med, fordi de havde lyst til det. Og fordi de ville passe godt ind på det enkelte track. Her fortæller Liam lidt om hver enkelt gæst, og hvorfor de er med.

– Jeg har gerne villet have nogle nye stemmer på, der kan gøre noget andet, end jeg er vant til. Og så har jeg ikke været bange for at lade mig overhale på mit eget lort. De her drenge, de er ikke bare klar, de er også friske. Det havde virket lidt patetisk, hvis jeg havde lavet en plade og så smidt features på fra Johnson og Jokeren. Det ville sikkert blive nogle fine sange, men det ville også bare være os, der gentog noget, vi har gjort mange gange før. Det har været sjovt at have folk med, der har haft en anden tilgang end mig selv. 

Smiley

– Han skulle bare med. Jeg er fan af manden og synes, han er fucking fantastisk. Jeg havde nogle ting, jeg gerne ville høre ham på, og så endte han med at hoppe med på to numre.

Shooter Gang

– Vi lod computeren stå åben efter en session, og så kunne de hoppe på tracket, hvis de ville. Jeg har hørt en del af det, de har lavet via Marwan, og det er sket meget organisk og har virket rigtigt i forhold til at lave noget, der ikke var der før. De kører ufortrødent på, de drenge der!

Jimilian

– Der sad jeg lidt i afmagt og tænkte: ”Okay, nummeret handler om tøser og om at spille smart, hvem gør det? Det gør Jimilian!” Han er den eneste pigeglade rapper, jeg kender, haha! Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med ham og hans bror. Jeg har sjældent mødt nogen, der brænder så meget for det, de laver, som dem.

Marwan

– Marwan har været samlingspunkt for en masse folk fra hjemstavnen, hvoraf mange er med på albummet. Også ham selv, naturligvis.

Kidd

– Det kom sig egentlig af, at vi syntes, nummeret lød som et Kidd-nummer, da vi lavede det, og så måtte vi jo hellere ringe til Kidd, haha! Og han var heldigvis klar på at lege med.

Baloosh

– Han er the young upcomer, og han minder mig om alle dem, jeg selv hang ud med, da jeg var yngre. Der er en energi, der er unmatched. Han er helt sin egen mand. Han gør det, fordi det kommer naturligt til ham. Da vi havde ham med på ØreSound, var det første gang, han optrådte.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Efter 20 år er L.O.C. stadig kåd


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA