x
L.O.C.: FUCK L.O.C.

L.O.C.
FUCK L.O.C.

Efter 20 år er L.O.C. stadig kåd

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 20.08.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Liam O’Connor er kåd med stort K på Fuck L.O.C. Alt er mere hidsigt og spruttende, end jeg personligt har hørt længe fra 00’ernes hiphop-guru nr. 1. Indeværende udgivelse er blevet til i en slags seriel udgivelse, hvor albummets første numre har været ude siden maj. Allerede på det tidspunkt føltes retningen med projektet anderledes end tidligere. For da jeg første gang hørte numre som ”Momentet” og ”Ti fod høj” tilbage i 10’erne, forligede jeg mig selv med tanken om, at de storladne følelser og meget pastiche var den endelige vej, pilen drejede for O’Connor. Uden tvivl er FUCK L.O.C. et projekt, hvor Mr. Escobar forsøger at sparke virilitet ind i sin musik og markere, at hans indflydelse stadig gælder, nu 20 år efter Dominologi (jøsses). Det lykkes delvist.

Efter en forglemmelig intro er det ”Hva’ du værd” og ”Leve”, der rigtig sparker albummet i gang. Her får vi for første gang lov at smage på en autotunet L.O.C. Oplevelsen er sjov, en kende foruroligende, men aldrig mere, end man kan forlige sig med det i albummets løbetid. Horsens egen Countin’ Stacks står bag albummets første par produktioner, og det smager af et samarbejde, der kigger rigtig meget over på den anden side af Atlanten. En tropisk guitar bølger ind over 808’s og hi-hats, og det føles som en ny slags ilddåb for Aarhus-rapperen: kan han være med på trap?

Det er i min optik ikke her, at han stråler stærkest, dertil er produktionen for monoton og Liams rimskalaer smelter sammen indtryksmæssigt i mangel på særpræg. ”MJ” stikker positivt ud, hvilket uden tvivl er forårsaget af en stærk præsentation af og nik med hatten til Shooter Gang. Det er en symbolsk forening af Gjellerups nye rebeller med Aarhus egen rap-talisman, uanset hvor ægte det nu skal være. Når vi stadig skal snakke om, hvad der gør L.O.C. så markant en stemme i dansk hiphop, skal man faktisk bare lytte til ”Vi ses”. Den forestillede samtale med en tabt ven er et velplaceret narrativ med ditto fængende beat af Es. Her forenes mange års erfaring med solidt håndværk rigtig fint minus en krakilsk linje eller to.

Teksten er ellers stadig i den øvre vægtklasse langt hen ad vejen på albummet, og O’Connors bundniveau kan stadig matche de fleste: ”Af personlige årsager vil jeg aldrig give en fuck mere / romantik er en fin illusion, når man opgiver” er bare nogle af de godbidder, vi får stukket på ”10.000 timer”, og med en af landets bedste producere, Troo.L.S, bag knapperne kan man trække vejret lidt lettere. ”Bedste Lyfe” er endnu et skud på en ny skole af latino-trap, som spiller op til L.O.C., der synger sex’te dig, mens han spiller Call of Duty. I flere instanser føles nummeret malplaceret, men i en rebranding-sammenhæng har sangen måske givet mening på tegnebrættet. I slutproduktet mangler den pondus.

Anderledes frisk synes ”Extra”, hvor Jimilians selskab og J Caspersens beat med fin balance af kick og bas skaber en glimrende spænding (Jimilians homage ”jeg vil kneppe helt vildt, helt spastisk / undskyld so, men jeg’ ikke særlig romantisk” er værd at fremhæve). ”Lige siden” hiver altid fornøjelige Marwan og Smiley ind, og det er i sig selv lytteværdigt på trods af et temmelig statisk beat, der uheldigt sender tankerne tilbage på førnævnte 10’er-numre. Succesen gentages heldigvis dog på ”Junkie Bitch”, der står skarpt og tungt med Aarhus-drengene i overhalingsbanen. Den fløjlsbløde ”Fuck dit liv op” er et kærkomment erkendelses-track med hjerte og smerte, og det føles næsten som et moderne ekko af ”Undskyld”, og det er bestemt en positiv bedrift i sig selv.

Tilbage i det opvredne tempo kommer "Milkshake" med mere puls og bas end tidligere, og vi lander i mellemlandet af Tessa og Suspekt. Her slipper Liam faktisk ganske fint fra det lidt aparte segment, og tankerne sendes tilbage til XXXCouture-udgivelsen fra 2008, skønt modtagelsen af det dengang også var blandet. Vi bliver i det ”frække” territorium med en sex-crooner med KIDD i form af ”Airdrop”. Det sænkede tempo og de fine one liners giver nummeret noget af det særpræg, som resten af albummet halter lidt efter. Den umiddelbart indadvendte "Be for mig" bliver snarere samfundsdiagnostisk og lader den senere hang til realisme i O'Connors karriere skinne igennem: "Vi mangler sandheden, uanset om den er uempatisk / vi har betonhjerter fra at tænke gråt, det' symptomatisk". Det er et klædeligt ansvarsopråb uden at skubbe nye døre ind i den stilart. Lukkeren "0-100" er for mig en ommer med et enerverende beat og et halvhjertet forsøg på at lyde TopGunn-catchy, og det behøver L.O.C. altså ikke. 

Som I nok kan læse jer til, så er det en blandet cocktail, vi får serveret af vores alle sammens hiphop-provider. Tekstmæssigt spænder L.O.C. næsten aldrig ben for sig selv, og gæsterne på albummet er en velblandet omgang. Til gengæld savner produktionskataloget en vis flair, og hvis det skulle længere op og flyve, krævede det, at flere sange stak lidt mere ud. Men summa summarum er niveauet solidt og intet decideret skidt, og en spændstig, kvindeglad Liam er en fornøjelig grund til at synes om FUCK L.O.C.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA