Nyhed

Danmarks Statistik kortlægger coronakrisens konsekvenser for musikbranchen

GAFFA - alt om musik

Hårdest ramt var de danske festivaler

At coronakrisen ramte den danske musikbranche hårdt i 2020 er ingen overraskelse. Og nu har Danmarks Statistik så sat tal på de konkrete konsekvenser af et år med aflyste festivaler og koncerter, coronarestriktioner og generel undtagelsestilstand i kulturlivet.

Ifølge en ny opgørelse fra DS mistede branchen således op mod seks millioner koncertgæster i 2020 sammenlignet med året før. Det svarer til et fald på knap 70 procent i forhold til det foregående år, hvor det samlede antal koncertgæster løb op i 8,7 millioner mennesker.

Annus horribilis

Hårdest ramt var de danske festivaler, som oplevede en nedgang på 97 procent i billetindtægter sammenlignet med året før. Herudover gik krisen - på grund af restriktionerne - hårdt ud over de store koncerter, mens de mindre koncerter kom til at udgøre en større procentdel af det samlede koncertudbud end året forinden.

I 2020 var der 250.000 koncertgæster til koncerter med mindst 10.000 publikummer, hvilket svarer til ni procent af samtlige koncertgæster det år. I 2019 lød andelen på 23 procent – eller godt to millioner publikummer.

Og af de ialt 22.300 koncerter, som blev afviklet i 2020 – det var 16.600 koncerter færre end i 2019 – blev hele 88 procent af koncerterne afholdt for 200 eller færre publikummer. Det er 10 procent flere små koncerter end i 2019.

Ikke overraskende slap den indspillede, danske musik mere nådigt gennem det regulære annus horribilis 2020. Her var der således "kun" tale om en nedgang i omsætningen på fire procent, skriver Kulturmonitor, som har gennemgået de nye tal fra DS.

Nedslående tal

Den nye opgørelse bekræfter det billede, som allerede tegnede sig tidligere på året med rapporten "Dansk Musikomsætning 2020", udarbejdet af Rambøll i samarbejde med Koda, IFPI, MXD, Gramex, Musikforlæggerne, Dansk Erhverv og Dansk Live. 

Her fremgik det, at den samlede musikbranche i 2020 oplevede en nedgang i omsætningen på knap tre milliarder kroner, eller godt 35 procent i forhold til 2019. Værst så det ikke overraskende ud for livebranchen, som oplevede en nedgang i omsætningen på godt 52 procent. 

I forbindelse med Rambøll-rapporten, som blev offentliggjort i efteråret, udsendte Smukfest - landets næststørste festival - en pressemeddelelse, hvor de kommenterede tallene. 

"Det er nedslående tal, men selvfølgeligt ikke overraskende," udtalte Smukfest-booker Mikkel Xavier dengang, og tilføjede:

"Samtidig ser vi imod afslutningen af 2021, hvor vi specielt som festivalarrangører ikke forventer bedre tal. Uafklarede hjælpepakkeansøgninger, pressede leverandører og vigende interesse for at arbejde med den tekniske del af festivalbranchen udfordrer bredt".

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Livemusikkens fremtid er også dit ansvar

ANNONCE