GAFFA.dk – alt om musik
Der er både nationalt og internationalt talent at se frem til
Distortion måtte aflyse i 2020 som følge af coronapandemien efter i første omgang at have skubbet festivalen fra juni til august. I år fulgte endnu en aflysning, men festivalen vender tilbage i 2022. Det gør naturligvis også weekendkonceptet Distortion Ø, hvor de første otte navne netop er blevet annonceret.
Danske Kölsch bevæger sig inden for genren melodisk techno og skulle have optrådt på Distortion i 2020. Når kunstneren, der bærer det borgerlige navn Rune Reilly Kölsch, indtager scenen på Distortion Ø bliver det således første gang, at produceren og dj’en optræder på en dansk festival. Kölsch er dog langt fra uerfaren – tværtimod har han spillet på nogle af verdens store elektroniske scener, givet en koncert på toppen af Eiffeltårnet og optrådt på hovedscenen på Tomorrow Land.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Gem en lille dans til det bli'r gråvejr
Den anmelderroste DJ Kampire fra Uganda byder på afrikansk undergrunds-house og bass-musik. Kampire er medstifter af den Kampala-baserede festival og labellet Nyege Nyege og optræder desuden på Pitchforks liste over årets bedste DJ sets.
I spændningsfeltet mellem pop og klubmusik finder vi den norske disco-producer Todd Terje. Terje brød igennem med hittene ”Inspector Norse” og ”Strandbar” og involverer alt fra 80'er-hits til hiphop og techno i sine edits.
På programmet finder vi desuden den tyske technoproducer Ben Böhmer samt John Talabot (Spanien), Octo Octa (USA), Or:la (Irland) og Shanti Celeste (Storbritannien), der alle beskæftiger sig med lo-fi house-genren.
Distortion finder sted fra den 1.-5. juni 2022 i København. Distortion Ø, som tager form af en festivalplads med fire scener i et skovområde på Refshaleøen, løber af stablen i weekenden den 4.-3. juni.
Festivalen fik sin begyndelse i 1998 som en endagsforestilling, men udviklede sig i 2000 til en femdags festbegivenhed. Siden er festivalen blot blevet ved med at vokse.
Billetter kan købes lige her.
LÆS OGSÅ: Distortion-chef: Jeg tror ikke, jeg ved bedre end Roskilde, hvad de skal booke
Varm op til festivalen med Todd Terjes hit "Inspector Norse" her: