Nyhed

Gorillaz udgiver kunstbog - med bidrag fra Robert Smith og Jack Black

GAFFA.dk – alt om musik

På 288 sider vil kunst om det virtuelle band Gorillaz udfolde sig

I år er det 20 år siden, at Damon Albarn og resten af tegneseriebandet Gorillaz udgav deres selvbetitlede debutalbum. Det fejrer de (blandt andet) ved i dag at udgive et kæmpe bokssæt, men også med nyheden om, at de udgiver en kunstbog. The Gorillaz Art Book er sat til at lande i april og vil indeholde nye fortolkninger af Gorillaz fra over 40 kunstnere – herunder Robert Smith og Jack Black. Det skriver Pitchfork.

Skaberen af bogen er Jamie Hewlett, der har teamet op med Z2 Comics og lavet den 288-sider lange coffee table book. Han fortæller om bogen: 

"Gorillaz har altid samarbejdet med musik, men det er første gang, vi har lavet et kunstsamarbejde. Jeg har virkelig nydt at arbejde med så mange af mine yndlingskunstnere, og resultatet er denne fantastiske bog," udtaler Jamie Hewlett om bogen, citeret af Pitchfork.

Jamie Hewlett, der er medskaber af Gorillaz sammen med Damon Albarn, har også selv bidraget til kunstbogen sammen med navne som Laurie Vincent fra Slave, skaberen af Powerpuff Pigerne Craig McCracken, art directoren bag Clone High Tara Billinger, Adventure Time-kunstneren Erik Fountain og Buffy the Vampire Slayer-cartoonist Marianna Ignazzi.

Der er gang i den i Gorillazlejren omkring fejringen af de 20 år. Ud over boksættet og kunstbogen udsendte bandet tidligere i år også en ep med tre sange under titlen Meanwhile EP, udgav all-star-projektet Song Machine, og sidst, men ikke mindst udgav de Gorillaz Almanac, en bog der dokumenterer gruppens 20 år lange karriere. Stort tillykke med de 20 år, Gorillaz! 

LÆS OGSÅ: Gorillaz genudgiver debut med masser af ekstramateriale

ANNONCE