Nyhed

Her er årets mest læste albumanmeldelser

GAFFA - alt om musik

Mange danske navne og en enkelt tostjernet anmeldelse på listen

Året går på hæld, og som sædvanlig bruger vi anledningen til at kigge tilbage på de 10 mest læste albumanmeldelser det forgangne år. Et år, der som bekendt har budt på store udfordringer, ikke mindst for kulturlivet, men der er heldigvis kommet masser af spændende album, og blandt de 10 mest læste albumanmeldelser finder vi, ikke helt overraskende, en del udgivelser med topkarakter - og en overvægt af danske album. Klik på overskrifterne for at komme til hele anmeldelsen.

10. John Mayer: Sob Rock (*****)


"Hr. Mayer er stadig velbevandret i kærlighedens labyrint af håb, længsel, tvivl, lykke og ulykke, og han serverer det med sit velkendte charmerende guitarspil, tilsat hans nærmest til tider dovne og samtidig utrolig behagelige vokal." (Rasmus Hans Jensen)

9. Ginne Marker: Ulteria (******)

"Jeg fatter ganske enkelt ikke, at én person kan besidde så meget talent. Hun har skrabet bunden – både af personlige grunde og som følge af pandemien – og genopstår nu som en Fugl Føniks; et af de åbenlyst største talenter på den danske musikscene i de sidste ti år." (Ivan Rod)


8. Dopha: The Game (*****)

"Vi havde brug for Dopha på den danske musikscene. Stærke skæringer fra en ung kvinde, der ikke lader sig diktere af AutoTune og TikTok-trends. Som skriver og spiller og synger, som er en ægte musiker! Tak, Dopha, du giver mig håb for fremtiden." (Sara Eliaabeth Nedergaard)

7. Sevdaliza: Shabrang (******)


"Sevdalizas andet album er et popmesterværk og uden tvivl en af de bedste plader fra sidste år. Alle 15 sange har deres berettigelse, alle lyde er veltænkte og velplacerede, og pladens klangunivers er både velkendt og fuldstændig sit eget." (Simon Heggum)

6. Benjamin Hav: Tesla (***)

"Hav har altid virket frygtløs i sin sangskrivning, og her lyder det som om, der mangler lidt modspil til idéerne, der ender som fritgående høns uden hoved. Ivrige og retningsløse på jagt efter de samme guldkorn som altid." (Jens Dræby)


5. Frederik Valentin: 0011001 (******)

"Mand finder sig selv og udgiver et mageløst lille værk med en underspillet titel af nuller og 1-taller som en ydmyg camouflering af noget smukt og aldeles umekanisk, der griber tidsånden på den mest underfundige facon." (Jens Dræby)

4. Magtens Korridorer: Club Promise (*****)


"Magtens Korridorer er stadig et stærkt refrænband, men generelt folder sangene sig mere ud, og der er mindre skrålerock og mere melodi, uden at rockens tænding er forsvundet. Snarere tværtimod er det som om, der er kastet benzin på bålet i den brølende afdeling af albummet." (Jan Opstrup Poulsen)

3. Kesi: BO4L (****)

"KESI viser her for måske første gang, at der også er en voksen og reflekterende side bag den karakteristiske drengerøvsattitude, som især kom til udtryk på sidste års ep, 888, bedst eksemplificeret med den nærmest stereotypiske "Ung & Dum"." (Esra Koca)


2. Bebe Rexha: Better Mistakes (**)

"”Sabotage” er en kedelig klaverballade à la det seneste Ellie Goulding, og det er desværre ikke ment som en god ting. Vokalen virker påtaget, trættende og overgjort, og i det hele taget bliver udtrykket bare gentagende og ligegyldigt, jo længere vi kommer ind." (Johanne Nedergaard)

1. ABBA: Voyage (****)


"I sidste ende indeholder Voyage lige præcis det her, et ABBA-album skal indeholde: Malplacerede lån fra europæisk folkemusik, småpinlige tekstbrokker på svenglish, køkkenvask samt køleskab og kummefryser smidt i en overdrevet, pompøs popproduktion og to næsten identisk-lydende sangerinder, der synger unisont. Og samtidig nogle af de bedste pophooks, jeg har hørt i mange år." (Simon Heggum)

ANNONCE