Nyhed

Jack White på turné – kommer nær Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Er du villig til at rejse lidt, er der gode muligheder for at opleve sangeren live i 2022

Det er så absolut en spændende tid for fans af Jack White. For nylig udgav musikeren singlen ”Taking Me Back”, som markerede Whites første nye materiale under eget navn siden 2018, og nu har den amerikanske sanger annonceret, at han tager på turné til næste år. Det skriver Pithcfork.

The Supply Chain Issues Tour får sin begyndelse og afslutning i USA, men derimellem lægger White vejen forbi Europa. Selvom Danmark desværre ikke er at finde på listen over tourdatoer, kommer kunstneren forbi blandt andet Tyskland og Holland.


Til næste år udgiver White desuden hele to album, hvoraf det første, Fear of the Dawn, er sat til at udkomme den 8. april. Få måneder efter, den 22. juli, følger andet album, som bærer titlen Entering Heaven Alive.

White gæstede Danmark i både 2018 som solokunstner og i 2019 med bandet The Raconteurs. Sidstnævntes koncert blev tildelt fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.


Sangeren med det borgerlige navn John Anthony White (fød Gillis, red.) har markeret sig på musikscenen siden 1997 med duoen The White Stripes sammen med Meg White. I starten lod de to musikere som om, at de var bror og søster, selvom parret i virkeligheden var gift. Parret blev dog skilt i 2000, mens gruppen holdt indtil 2011.

Jack White har siden været aktiv med grupperne The Raconteurs og The Dead Weather samt en solokarriere, hvor han senest udgav det eksperimenterende 2018-album Boarding House Reach. Kunstneren står desuden bag pladeselskabet Third Man Records.

LÆS OGSÅ: Halvinteressant rodebutik fra eventyrlysten White


Europæiske tourdatoer:

Den 27. juni 2022 – London, England, Eventim Apollo

Den 28. juni 2022 – London, England, Eventim Apollo


Den 30. juni 2022 – Köln, Tyskland, Palladium

Den 1. juli 2022 – Amsterdam, Holland, AFAS Live

Den 2. juli 2022 – Leipzig, Tyskland, Haus Auensee


Den 4. juli 2022 – Berlin, Tyskland, Verti Music Hall

Den 7. juli 2022 – Lyon, Frankrig, Le Radiant

Den 10. juli 2022 – Madrid, Spanien, Mad Cool Festival


Den 14. juli 2022 – Zürich, Schweiz, Samsung Hall

Den 15. juli 2022 – Frankfurt, Tyskland, Jahrhunderthalle

Den 16. juli 2022 – Bruxelles, Belgien, Forest National


Den 18. juli 2022 – Paris, Frankrig, L’Olympia

Den 19. juli 2022 – Paris, Frankrig, L’Olympia

Den 20. juli 2022 – Paris, Frankrig, L’Olympia


ANNONCE