GAFFA - alt om musik
Den 76-årige rocklegende udgiver ny sang den 24. december. Den aktuelle pandemi er endnu engang på dagsordenen.
Han er blevet hyldet som en af musikhistoriens største guitarister og skrev sig ind i rockhistorien i 1960'erne og 70'erne, først med trioen Cream og siden med en stribe stærke soloplader - fra 461 Ocean Boulevard til Slowhand.
De seneste par år har Clapton imidlertid først og fremmest tiltrukket sig opmærksomhed på grund af sine kontroversielle holdninger til myndighedernes håndtering af Coronasituationen, herunder en stærkt kritisk holdning til vaccinen mod den frygtede sygdom.
Clapton blev selv syg af vaccinen - en oplevelse, han for nylig fortalte om i et interview med den (tilsvarende vaccinesketiske) italienske arkitekt Robin Monotti. Nu har de to sammen skrevet en ny sang, som har fået titlen "Heart of a Child" og udkommer på fredag den 24. december.
LÆS OGSÅ: Eric Clapton nægter at spille koncerter, hvor der er vaccinekrav
Det fremgår af Claptons Instragramprofil. Rolling Stone har fået fat i en tekstpassage fra det nye nummer og citerer: "We lost the love of a man / I was proud to know / They locked you down boy / Made you grieve alone / Turn off the TV / Throw your phone away / Don’t you remember / What your daddy used to say.”
"Heart of a Child" er tredje single, hvor Clapton andresserer den aktuelle pandemi og stiller sig stærkt skeptisk overfor myndighedernes håndtering af den. I 2020 kom "Stand and Deliver" - sammen med Van Morrison - og tildligere i år udgav veteranen en sang med den sigende titel "This Has Got to Stop".
Flere kolleger har taget afstand fra Claptons standpunkt - herunder Queen-guitaristen Brian May og den amerikanske bluesguitarist Robert Cray, som trak sig fra en turné med Clapton på grund af teksten til netop "Stand and Deliver".
Eric Clapton besøger - medmindre coronasituationen forhindrer det - i Royal Arena i København den 14. og 15. juni 2022. Det bliver hans første koncert i Danmark i mere end ti år. Sidst Clapton gæstede landet var i sommeren 2011, hvor han optrådte i Jyske Bank Boxen i Herning.