Nyhed

Pink Floyd udgiver 12 livealbum fra storhedstiden - inklusive dansk koncert

GAFFA - alt om musik

Optagelserne stammer fra 1970-71

Indenfor de seneste måneder har Pink Floyd genudgivet firseralbummet A Momentary Lapse of Reason og en liveoptagelse fra samme periode - i begge tilfælde optagelser uden ankermanden Roger Waters.

Nu er der imidlertid godt nyt til dem, som sværger til Pink Floyds 1970'er-inkarnation og striben af banebrydende, bevidsthedsudvidende album fra årtiets begyndelse: Atom Heart Mother, Meddle, Obscured by Clouds og Dark Side of the Moon.


Nu har bandet nemlig, uden forklaring eller kommentarer, lagt hele 12 koncertoptagelser fra netop denne periode ud på streamingtjenesterne. Indspilningerne daterer sig alle til 1970-71, og inkluderer gruppens koncert i K.B. Hallen i København den 23. september 1971.

LÆS OGSÅ: Firseroptagelser i flot indpakning | GAFFA.dk

Dén aften spillede gruppen blandt andet "Careful with that Axe, Eugene", "Set the Controls for the Heart of the Sun", "Echoes" og titelnummeret fra deres andet album, "A Saucerful of Secrets."


I 2018 fik GAFFA en snak med Pink Floyd-trommeslageren Nick Mason, og kom ved den lejlighed blandt andet omkring gruppens tidlige, danske koncerter og deres stærkt eksperimenterende klangunivers i karrierens første fase.

”'Set the Controls for the Heart of the Sun' er stadig en af mine all time favourites – jeg spillede køller fremfor stikker, og det skaber en dynamik, som selv i dag er usædvanlig, i rocksammenhæng", udtalte Mason blandt andet dengang.

ANNONCE