Nyhed

Julias Moon udgiver ny single – og teaser debutalbum

GAFFA.dk – alt om musik

Hør ”Larger Than Life” nedenfor

Julias Moon er klar med deres anden single siden genforeningen i slutningen af sidste år. Udgivelsen hedder ”Larger Than Life”, og lyden afspejler duoens overgang fra pop i et synth-tungt 80’er univers til mere klassisk sangskrivning. Sangen er bandets anden single fra debutalbummet Moonlight, der forventes at udkomme senere på året.

Teksten er eksistentiel, med tematikker som kærlighed, tid og forgængelighed. Gruppens sanger, Louis Samson fortæller:


"Sangen handler om uovervindelig kærlighed. Det at have noget med et andet menneske, der vil bestå, uanset hvilke udfordringer livet byder en."

Duoens producer Oliver Kincaid uddyber:

"Der bliver kigget frem og tilbage i vores liv. Sunget om lysten til at skride fra det hele med sin elskede. Men også zoome ind på mere mørke tilstande af kaos og selvdestruktion. Sonisk og musikalsk trækker vi på alt fra Disney-ballader, over George Michael i 00’erne til 90’ernes ravescener i London."


Duoen stoppede karrieren brat i 2016 efter tre hæsblæsende år i dansk popmusik. Første del af duoens eksistens indebærer hits som ”Lipstick Lies”, ”Palace” og ”Bay”, en platinsælgende debut-ep Fake ID Heartbreak, som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder og et hav af koncerter. I slutningen af 2020 krydsede duoens veje endnu en gang. De genfødte Julias Moon, udgav deres første single i fire år ”Drive” og arbejder nu på et debutalbum – sådan et fik de aldrig udgivet i første omgang.

Hør ”Larger Than Life” her:


LÆS OGSÅ: NYHED: Julias Moon genopstår

ANNONCE