Nyhed

''Mens vi venter på at ses igen'': En ny platform for live-koncerter

GAFFA.dk - Alt om musik

Nyt kulturinitiativ skal forsyne hjemsendte danskere med koncertoplevelser

Musiker og kulturiværksætter Kris Herman står bag projektet ‘’Mens vi venter på at ses igen’’, som har til formål at levere online musikoplevelser og samtidig give en platform til de efterhånden pressede musikere, som ikke har haft mulighed for at spille koncerter længe. Herman er skaber af musikbooking-platformen UNCOVERmusic.dk, som lige nu fokuserer på at skabe alternative koncertoplevelser online. 

‘’Mens vi venter på at ses igen’’ er i første omgang tiltænkt de mange hjemsendte efterskoleelever og disses familier, som i uge 8, 9, og 10 får tilbuddet om den fællesskabende og musikalske oplevelse.


Lignende koncertoplevelser er dog også tilgængelige for almindelige danskere. Dermed kan man som almindelig dansker få en fælles koncertoplevelse hjemme fra hver sin stue – eller måske sidde fem sammen i hvert hjem. Hvis man går flere sammen, koster dette ikke mere end prisen på en koncertbillet – pr. mand.

”Vi står alle sammen midt i en vinter, der ikke rigtig vil give slip. Det samme gør de danske musikere. I forhold til efterskolerne har det været fantastisk at være i dialog med forstanderne og mærke deres omsorg for både deres elever og personale, for kulturen og ikke mindst de trængte musikere. Jeg håber, at “Mens vi venter på at ses igen” kan være et lille lys for alle”, siger Kris Herman.

Projektet er faldet i god jord hos efterskolerne, og hele 16 efterskoler har indtil videre takket ja til at deltage. Alma fra Vrigsted Efterskole er blandt dem, der er positive over for initiativet: ‘’Det er fedt at lære nogle kunstnere at kende, som ikke er dem, der er overalt i medierne, men er nogle af de mindre, som vi kan være med til at støtte’’.


Alle kan deltage i lignende koncerter, og det er også muligt at nyde koncertoplevelserne sammen, op til fem personer ad gangen. For at deltage skal man oprette en digital showcase på UNCOVERmusic.dk, hvor man kan angive et ønsket tidspunkt for en koncert. Herefter vil man så få tilbud fra nogle af de cirka 945 artister, de er tilknyttet UNCOVERmusic.dk, og så kan man vælge den kunstner, man ønsker.

Læs også: GUIDE: 7 streamingtjenester med masser af musik

 


ANNONCE