Nyhed

Lady Gaga skal synge ved præsident-indsættelsen

GAFFA.dk – alt om musik

Stjernen skal synge den amerikanske nationalmelodi

Det bliver Lady Gaga, der skal synge den amerikanske nationalmelodi, "The Star-Spangled Banner", når Joe Biden onsdag den 20. januar bliver taget i ed som USAs 46. præsident og Kamala Harris som vicepræsident. Det skriver Variety.

Begivenheden vil finde sted cirka klokken 17.30 dansk tid. Også Jennifer Lopez vil synge ved indsættelsen, ligesom poeten Amanda Gorman vil fremføre et digt.


Lady Gaga har tidligere udtrykt sin støtte til Joe Biden ved flere lejligheder, blandt andet ved et vælgermøde i Pittsburgh den 2. november, dagen før præsidentvalget.

Størstedelen af begivenheden bliver virtuel grundet corona-pandemien. Ifølge CNN vil kun medlemmerne af kongressen og én gæst per medlem få tilladelse til at overvære indsættelsen, der bliver gennemført med ekstra omfattende sikkerhedsrestriktioner efter stormen på kongressen den 6. januar.

Den afgående præsident Donald Trump, der som den første amerikanske præsident nogensinde kan se frem til sin anden rigsretssag, har allerede meddelt, at han ikke vil være til stede ved indsættelsen, helt imod normal praksis. 


Da Donald Trump blev indsat som præsident i 2017, var det den kun 16-årige, tidligere America's Got Talent-andenpladsindehaver Jackie Evancho, der sang den amerikanske nationalmelodi. Fire år før var det Beyoncé, der fremførte nummeret ved genindsættelsen af Barack Obama.

Lady Gaga har tidligere sunget "The Star-Spangled Banner" ved en højprofileret begivenhed, nemlig til Super Bowl-finalen i 2017, hvor hun fik meget ros for sin optræden. Se den nedenfor.

LÆS OGSÅ: Frontmændene fordømmer "censur" af Trump

ANNONCE