Nyhed

RAPPORT: Streaming af dansk musik i fremgang efter mange års fald

GAFFA.dk – alt om musik

Kurven er knækket efter mange års tilbagegang

I sidste uge kunne vi med udgangspunkt i en rapport fra Danmarks Statistik fortælle, at streamingen af dansk musik i mange år havde været i tilbagegang i forhold til udenlandsk. Tallene i denne rapport sluttede i dog 2019, og nu viser en anden ny rapport, IFPI Danmarks Musikselskaber 2020, at udviklingen faktisk er vendt i 2020.

I 2020 udgjorde streamingen af dansk musik i Danmark 42,3 procent mod 33,2 procent året før og 34,0 procent i 2018, fortæller rapporten fra IFPI, der er sammenslutningen af de danske musikselskaber. Tilbage i 2013 var streamingen af dansk musik 48,5 procent, og den faldt i de mellemliggende år indtil 2020, hvor kurven altså er knækket.


Man kan læse andre interessante tal i rapporten Musikselskaber 2020. Den samlede omsætning for de danske musikselskaber i 2020 var 632 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 4,8 procent i forhold til året før, hvor omsætningen var 603 millioner. Faktisk har omsætningen været i konstant stigning de sidste fem år – i 2016 var den 494 millioner kroner, og samlet har musikselskaberne oplevet en stigning i omsætning på 28 procent i årene 2016-2020. Der er dog stadig et stykke vej op til de gyldne år omkring årtusindskiftet, hvor omsætningen i år 2000 nåede op på hele 1,1 milliarder kroner.

Alle disse tal gælder den indspillede musik, som heldigvis har haft det godt under coronakrisen. Anderledes trist ser det ud for livemusikken, som har oplevet stor tilbagegang i 2020 grundet nedlukning af spillesteder, aflysning af festivaler og store restriktioner for de koncerter, der trods alt måtte gennemføres. Brancheorganisationen for de danske spillesteder og festivaler, Dansk Live, er endnu ikke klar med sin årsrapport for 2020, men sangskriverorganisationen Koda kunne i april melde om et gennemsnitligt indtægtstab på 76 procent for sine medlemmer i 2020.

LÆS OGSÅ: ÅRSRAPPORT: Stor tilbagegang for omsætning på koncerter i 2020


Andelen af digitalt musikforbrug er i de senere år vokset til at udgøre langt størstedelen af det samlede musikforbrug. I 2020 udgjorde det digitale forbrug samlet set 92,7 procent af musikforbruget. Af dette antog streaming langt det meste, og download udgjorde således kun 1,1 procent af det samlede musikforbrug. Vinylpladerne er i fortsat vækst og udgjorde i 2020 fem procent af den samlede musikomsætning, mens cd'erne er i fortsat fald og udgjorde i 2020 kun 2,2 procent af omsætningen.

Læs hele IFPIs rapport Musikselskaber 2020

ANNONCE