Nyhed

Tori Amos til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Sangeren og pianisten følger kommende album op med Europaturné

Den amerikanske sanger, sangskriver og pianist Tori Amos giver koncert på Det Kgl. Teaters Gamle Scene søndag den 6. marts 2022.

Amos drager på Europaturné i første kvartal af 2022 i kølvandet på sit kommende, 16. studiealbum, der ventes ude sidst på året. Endnu har hun ikke offentliggjort nærmere detaljer om dette udspil.


Tori Amos debuterede i 1992 med albummet Little Earthquakes, der blev en stor succes, både anmelder- og salgsmæssigt. Sangen indeholder blandt andet nummeret "Me and a Gun" om en selvoplevet voldtægt, og Amos er kendt for at behandle alvorlige emner i sine tekster, blandt andet køn, religion og politik. Hun har også markeret sig med blandt andet sit alsidige klaverspil og sin karakteristiske stemme. Hendes udgivelser har til tider et overordnet tema, og hendes seneste album, Native Invader fra 2017, handler om naturen og menneskets overgreb på samme.

I 2020 udgav Tori Amos sin anden selvbiografi, Resistance: A Songwriter's Story of Hope, Change, and Courage samt jule-ep'en Christmastide.

Tori Amos har også engageret sig i humanitært arbejde. Hun var den første talsperson for RAINN (Rape, Abuse, and Incest National Network), som er USAs største organisation til bekæmpelse af seksuelle overgreb og er fortsat en del af deres National Leadership Council.


Tori Amos har gæstet Danmark mange gange, både med band og solo. Hendes seneste koncert var i en næsten udsolgt DR Koncertsalen i 2017, hvor GAFFAs anmelder var godt tilfreds.

LÆS OGSÅ: Solid solokoncert med det amerikanske unikum

Billetsalget til koncerten i Det Kgl. Teater er i gang via Ticketmaster.


Varm op med en klassiker, Amos meget ofte spiller live, "Cornflake Girl" fra 1994:

ANNONCE