x
Solid solokoncert med det amerikanske unikum

Tori Amos, DR Koncerthuset, København

Solid solokoncert med det amerikanske unikum

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Du er et utaknemmeligt skarn!” Ordene kommer fra min kvindelige ledsager og er udløst af det faktum, at det ikke er min hensigt at drysse de maksimale, seks GAFFA-stjerner ud over aftenens just overståede koncert med det 55-årige, amerikanske unikum Tori Amos.

Måske har hun ret, min ledsager. Det har hun tit. For Tori Amos er for det meste fremragende, og det er hun i høj grad også på det aktuelle album "Native Invader", som har bragt hende til Ørestaden denne lørdag.

Men nej, det bliver – trods alt – ikke en seksstjernet aften med Amos, som med undtagelse af blot to sange har ladet det nye materiale blive hjemme. Ærligt talt ærgerligt, for en del af de nye sange er decideret årgangs-Amos – lyt eksempelvis til tindrende smukke "Climb", "Mary's Eyes" eller "Broken Arrow".

Blodroser

I stedet diverteres i aften med en forfriskende uforudsigeligt potpourri af sange fra et særegent bagkatalog, som har foldet sig ud over efterhånden 25 år. Det er der ikke noget galt i – og i særdeleshed ikke, når sange som "Crucify" fra debutalbummet og den stærke overraskelse "Blood Roses" bringes i spil.

Læg hertil, at Koncerthuset – hvor Amos også optrådte for tre år siden – ligner noget nær den perfekte ramme for de sensitive sangforedrag, i al deres melodiske raffinement og ambitiøse, lyriske sammenvævning af det personlige, politiske og poetiske. For Amos er ikke ”bare” en ekspressiv sangerinde og pianist – hun er slet og ret en af sin generations store sangskrivere, hvis rigt facetterede tekstunivers rækker langt ud over den feministiske ramme, det ofte indlæses i.

"Girl, it’s time you take back your life,” synger hun et sted i aften og ja, det handler om at træde i karakter og folde sig ud som menneske, m/k. Og også om dem, som ikke lykkes med det. At putte Amos i ”kvindelig singer/songwriter”-kassen er imidlertid en forfladigelse, hvilket både den nye plade og aftenens eklektiske koncert i København vidner om.

Det kan ærgre, at Amos i nogle af aftenens numre spiller til backtrack (forudindspillet backing, red.); hun behøver det ikke og kunne sagtens have båret koncerten hjem alene. Eller valgt at tage musikere med, sådan som det f.eks. var tilfældet ved hendes glimrende koncert i Falconer Salen for ti år siden, i kølvandet på karrierehøjdepunktet "American Doll Posse". For det klæder faktisk Amos, når skønsangen lejlighedsvist erstattes af snerren og der hamres demonstrativt i tangenterne.

I aften ikke mindst i netop "Crucify", hvor østrogensuppen for alvor kommer i kog i en ekstensiv outro, hvor der skiftevis synges ”never going back to crucify myself” og ”never going back to crucify my land". Det lyder næsten som en slags besværgelse, og det er dobbeltbundetheden, igen: Klimakrise og køns-kvaler sømløst sammenvævet, og leveret med uafviselig intensitet.

Ritualer

Så får vi – indlagt i koncertens vittigt betitlede Fake Muse Network-sektion – den flittige fortolker Toris version af den både smukke og tyndslidte The Beatles-klassiker "Let it Be", inden der atter gribes langt tilbage i eget bagkatalog. "God" – med den lakoniske henvendelse ”God, sometimes you just don’t come through” – mixes vanen tro med forbilledet Kate Bushs "Running up that Hill", og vi er stadig kun halvvejs i det rundhåndede sæt.

Da vi tre kvarter senere når finalen med "A Sorta Fairytale", nye "Cloud Riders" og en amputeret og playbacktung version af "Cornflake Girl", er en del af publikum strømmet op til scenekanten. Det særlige samspil mellem hovedpersonen og hendes publikum har dog været evident fra starten – for Tori Amos-koncerten er også et ritual, lidt på samme måde som Dylankoncerten er, for de indviede.

Og i den henseende er den rent poetiske side af sagen måske slet ikke så afgørende, her i livesituationen – det handler, fornemmer man, nok så om figuren Amos, og den særlige syntese mellem sensibilitet og styrke, hun inkarnerer. Intelligens og intensitet. Hendes fans elsker hende. Det gør jeg for så vidt også. Men seksstjernet – det var hun altså ikke i aften.

Sætliste:

i i e e e
Jackie's Strength
Northern Lad
Beauty of Speed
Garlands
Crucify
Let It Be (The Beatles-cover)
God / Running Up That Hill (Kate Bush-cover)
Reindeer King
Ruby Through the Looking-Glass
Winter
Mrs. Jesus
Blood Roses

Ekstra:
A Sorta Fairytale
Cloud Riders / Cornflake Girl


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA