Nyhed

Mac Millers familie opfordrer fans til at boykotte bog om ham

GAFFA.dk – alt om musik

Forfatteren har fortsat arbejdet med bogen på trods af kritik fra familien

Pårørende til Mac Miller er ganske utilfredse med en biografi om den afdøde rapper og producer, der udkommer i januar næste år. De opfordrer nu folk til ikke at købe bogen, i et nyligt opslag på Instagram-kontoen 92tilinfinity, der administreres af hans familie og venner. 

Mac Miller ‒ med det borgelige navn Malcolm McCormick ‒ gik på tragisk vis bort den 7. september 2018, som resultat af en utilsigtet overdosis kokain, fentanyl og alkohol. Rapperen, der en måned forinden havde udgivet sit femte studiealbum Swimming, mistede livet i en alder af kun 26 år. 


Den omstridte biografi hedder Most Dope: The Extraordinary Life of Mac Miller og er skrevet af Paul Cantor. I Instagram-opslaget skriver familien blandt andet: “Bogen er ikke autoriseret eller godkendt af Malcolms familie og er blevet skrevet af en forfatter, med hvem Malcolm ikke havde et forhold”.

Bogen, der nu er sat til at skulle udkomme i slutningen af januar næste år, skulle oprindeligt have været udkommet den 18. januar, dagen før Mac Millers fødselsdag. Også den detalje ser familien som hensynsløs: “Vi er konsekvent blevet skuffede over forfatterens og forlagets beslutning om at forfølge denne bog, givet deres fulde forståelse af vores ubehag med de omstændigheder, som bogen er skrevet under, men at bruge Malcolms fødselsdato som et marketingværktøj er udnyttende og utroligt skuffende”.

“Med det i tankerne opfordrer vi dem, der ønsker at støtte Malcolm og hans eftermæle, til at undlade at købe denne nye bog”, står der afslutningsvist i opslaget. I samme opslag opfordrer familien til, at man i stedet køber en anden biografi om Mac Miller, der er skrevet af Donna-Claire Chesman. Chesman har nemlig, modsat Cantor, fået familiens velsignelse til at skrive The Book of Mac, der udkommer den 26. oktober i år.


LÆS OGSÅ: Stjerner mindes Mac Miller på de sociale medier

Læs hele opslaget her:

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af @92tilinfinity


ANNONCE