x
Selina Gin starter på toppen som solist

Selina Gin, Prxjects Stage @ Home, Heartland Festival 2020

Selina Gin starter på toppen som solist

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg havde slet ikke set det komme, da indierocktrioen Nelson Can samtidig med udgivelsen af deres seneste album So Long Desire i slut-januar bekendtgjorde, at de ville gå hver til sit efter udgivelsen af dette album og to koncerter, som så fik karakter af afskedsshows.

Nu var de jo lige, hen over ni år og udgivelsen af tre bundsolide ep’er og to ditto album nået frem til at kunne fylde Store Vega, og de var blevet bedre og bedre med deres karakteristiske lyd kun udgjort af sang, bas og trommer, og efterhånden også lidt keyboard og elektronik. Men sådan skulle det altså være, og forklaringen gav gruppen i et åbenhjertigt interview til GAFFA. Og så slap de da for coronakrisen under Nelson Can-banneret.

Der var dog også tegn på opbrud i rækkerne, for sidste sommer udgav sanger Selina Gin først en dansksproget ep med et nyt projekt, elektropopduoen Røde Kinder, og i november annoncerede hun endnu et nyt tiltag, rocktrioen Selina Gin & The Iconics, hvis første koncert bestod i at åbne for The National i en næsten fyldt Royal Arena.

Hun har stadig ikke udgivet noget solo i eget navn, men det har hun lovet, og det er det, jeg forventer at høre denne tidlige pinseaften, hvor mit personlige savn efter Heartland er vokset kraftigt hen over weekenden ved synet af den solbeskinnede, fuglesangsindhyllede park, jeg har besøgt adskillige gange, både med og uden festival.

Vi får da også tre uudgivne numre at høre. Selina Gin og hendes norske keyboardspiler Therese Aune er trukket ind mellem træerne, hvor mørket er ved at falde på, og den nedadgående sol trænger gennem grenene, og det passer godt til musikkens let dystre udtryk. Her i dette nedbarberede setup er det først og fremmest Selina Gins vilde vokal, der står frem.

Hun har altid været en god sanger, men i Nelson Can-tiden har hun især dyrket det lidt dybere leje, hvor hun solo også kommer op i det høje, sfæriske register, især i den småpompøse outro til åbningsnummeret ”I See What You’re Fighting For” (”it ain’t me anymore,” lyder den efterfølgende linje i øvrigt).

Det er simpelthen en ekstremt alsidig og dramatisk stemme, og man får virkelig det indtryk, at disse følelsesfulde sange om blandt kollapsede relationer (i min lyntolkning) betyder alt for Selina Gin. Hun går lige til kanten uden at overdrive, og jeg har svært ved at finde sammenligninger. Amerikanske Chelsea Wolfe måske? Det er i hvert fald verdensklasse.

Sangene er også stærke. Både ”I See What You’re Fighting For” og den efterfølgende ”Multiple Reasons” hører til i den afdæmpede, melankolske og mørke afdeling, mens den afsluttende og ganske iørefaldende ”Deep Blue” adskiller sig fra de to første ved at byde på elektroniske beats og et lidt højere tempo, og ligeledes i det format fremstår Selina Gin solo mildt sagt lovende. Therese Aunes melodiske bidrag på diverse tangenter skal bestemt heller ikke undervurderes. Også hun fylder hverken for meget eller for lidt.

Nelson Can stoppede på toppen, og der starter Selina Gin solo også. Det bliver særdeles spændende at høre mere fra hende – og de to andre medlemmer, bassist SigneSigneSigne og trommeslager Maria Juntunen, har også proklameret, at de fortsætter med at spille musik i nye sammenhænge. Så måske ender Nelson Cans opløsning alligevel som en win-win-win-situation?

Glemte jeg at skrive, at jeg så det hele hjemme fra laptop via stream, for sådan blev koncerten som alle de øvrige fra den eneste musikscene, Prxjects Stage @ Home på den stærkt corona-nedskalerede, publikumsfri Heartland Festival jo afviklet? Beklager, men jeg glemte helt, at jeg ikke var der selv. Tak for to gode dage med en ganske alternativ festival, som fungerede overraskende godt trods de superkorte minikoncerter på 10-15 minutter. Men jeg glæder mig trods alt til næste år til en rigtig Heartland Festival.

Sætliste:

I See What You’re Fighting For

Multiple Reasons

Deep Blue


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA