Nyhed

girl in red giver koncert i Danmark

GAFFA.dk

Den 22-årige norske sanger, sangskriver og producer Marie Ulven, bedre kendt som girl in red giver koncert i Store Vega 22. maj 2022.

girl in red offentliggjorde for nylig, at hun den 30. april udsender sit debutalbum if i could make it go quiet, og hun kan også opleves på årets Roskilde Festival.

Den norske kunstner gjorde sig i første omgang bemærket på Soundcloud i 2016 med debutsinglen ‘’I Wanna Be Your Girlfriend’’. Det bredere gennembrud kom i 2018 med "Summer Depression" og "Girls". Hun har også udgivet ep'erne Chapter 1 (2018) og Chapter 2 (2019), og hendes tekster kredser blandt andet om mentalt helbred og homoseksualitet. De to ep'er blev i 2019 samlet på opsamlingsalbummet Beginnings, som GAFFAs anmelder var begejstret for.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Indiedebut taler til ungdommens usikkerheder

Siden gennembruddet har girl in red fået international anerkendelse og omtale i adskillige store musikmagasiner. Deudover har hun modtaget GAFFA-Prisen i Norge for ‘’Årets Nye Norske Navn’’, og så skal hun som nævnt optræde på Roskilde Festival 2021. 

girl in red fortæller følgende om sit kommende debutalbum if i could make it go quiet


‘’if i could make it go quiet er et forsøg på at lære, hvordan det er at være menneske, at håndtere de uhyggeligste sider af mig selv, at leve med den smertefulde viden om, at jeg kun er kød og knogler, at være vred, knust og utilgivende, men samtidig i stand til at vise mine følelser. Jeg belyser de mørkeste sider af mit sind, og jeg lukker alle ind. if i could make it go quiet er simpelthen bare mig, der prøver at forstå, hvad fuck der foregår’’.

I november 2019 gav girl in red en udsolgt koncert i Lille Vega, hvor GAFFAs anmelder uddelte fem stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: The kids are all right


Billetsalget til koncerten begynder 1. april klokken 10 via Ticketmaster.

Varm op med girl in reds seneste single, "Serotonin":


ANNONCE