Nyhed

DMA Roots – og vinderne er...

GAFFA.dk – alt om musik

Prisuddelingen hyldede roots-genren og det danske kulturlivs vedholdenhed i lyset af corona

Den 27. november blev Danish Music Awards Roots 2021 afholdt. Aftenen bød på masser af musik, takketaler og en fejring af roots-genren og det danske kulturliv oven på coronapandemien. Bag begivenheden stod Tønder Festival og genreorganisationen Tempi.

Showet fik sin begyndelse med tildelingen af æresprisen, som gik til Povl Dissing. Dissing blev desuden udpeget som første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkemusikken, som har sit hjemsted i Tønder. Det nye medlemskab blev markeret med et kunstværk bestående af en buste i træ og en lyrisk fortælling.

”Povl Dissing er en inspiration for hele musiklivet og for alle sangere og musikere uanset genre. Han er også den første i Hall of Fame, fordi det for ham altid har handlet om musikken og ikke om pengene. Det kendetegner og personificerer Tønder Festivalen og vores initiativer,” udtaler Poul-Henrik Jensen, som er formand for Folkemusikarkivet i Tønder og næstformand i Tønder Festival Fond, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Povl Dissing modtager ærespris

Følgelig optrådte den folkekære kunstner, som har været aktiv på den danske musikscene siden 1950erne, med guitaristen Jakob Bro.

Aftenen fortsatte med uddelingen af en vifte priser. Blandt vinderne var trioen Nevesta’s Voice, som vandt hele to priser, mens Lars Lilholt modtog Traditionsprisen. Undervejs blev der lagt særlig vægt på prisuddelingens reelle formål – at hylde kunstnerne med den hæder, de fortjener, særligt i lyset af de sidste halvandet års tid, som har været præget af coronapandemien, og hvor kulturen har kæmpet en brav kamp for at vedholde sin rolle og plads.

”Samarbejdet mellem Tempi og Tønder Festival om DMA Roots 2021 har været rigtig godt, og vi glæder os over, at prisuddelingen for folk- og rootsmusikken kom tilbage til Tønder i år. Trods corona og aflysninger beviser DMA Roots, at der er masser af liv og talent, og at musiklivet trods modgang holder fanen højt og er et stærkt fællesskab,” udtaler Maria Theessink, som er kunstnerisk leder hos Tønder Festival, i en pressemeddelelse.

Prisuddelingen bød blandt andet på musik fra trioen Kamilla Haugaard, Dawda Jobarteh og Yohan Ramon, americana-gruppen Baby Did a Bad Thing og strygerensemblet Who Killed Bambi, der spillede sammen med de tre root-vokalister, Mirja Klippel, Mia Guldhammer og Berrin Bas og bragte nye strygerakkompagnerede fortolkninger af sange fra kunstnernes respektive musikalske bagkataloger.

”Det er virkelig tilfredsstillende og næsten overvældende at være vidne til den tårnhøje kvalitet og rigdom af udtryk og talent, der er blevet præsenteret her til aften. Det går godt for roots-musikken for tiden – det vidner både feltet af prismodtagere og de optrædende artister på scenen om. Nu skal vi bare have lukket endnu flere ind i roots-musikkens fantastiske verden!” udtaler Torben Eik Jacobsen, som er direktør i Tempi, i en pressemeddelelse.

Det hele blev rundt af med et to timers traditionelt bal, hvor orkesteret Fionia String Brothers leverede musikken.

Prisfesten rejser rundt i landet som en slags nomade-ceremoni og vil til næste år finde sted på Gimle i Roskilde den 26. november 2022.

LÆS OGSÅ: Danish Music Awards – og vinderne er...

Prismodtagere 2021:

Årets Danske Rootskomponist: Martin Seeberg - Eufori

Årets Danske Rootsnavn: Ida Wenøe 

Årets Danske Rootstrack: Trolska Polska - Den Vandrende Kæmpe

Årets Danske Rootsudgivelse: Nevesta's Voice - Mothers Tongues

Årets Nye Danske Rootsnavn: Nevesta's Voice

Årets Danske Rootslivenavn: Total Hip Replacement

Traditionsprisen: Lars Lilholt

ANNONCE