GAFFA.dk - alt om musik
Det er Fribytterdrømmes eneste indendørskoncert i 2022
Fribytterdrømme udgav i foråret 2021 deres fjerde studiealbum, der har den fængende titel Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet. Bandet har også netop fejret deres 10-års jubilæum. Disse milepæle skal i 2022 fejres med Fribytterdrømmes største koncert til dato, som de afholder på Christiania i Den Grå Hal. Koncerten finder sted lørdag den 5. november og er den eneste indendørskoncert af bandet i 2022.
Fribytterdrømme har tidligere spillet i Den Grå Hal, dog kun i forbindelse med festivaler. Derfor er det første gang, at det københavnske band headliner deres eget show på spillestedet.
Bandets navn stammer fra den danske digter og forfatter Tom Kristensens digtsamling af samme navn. Derfor har Fribytterdrømme, der består af Lau Ingemann Vinther Pedersen, Tobias Smith Agger og Felix Corrigan Suneson, altid befundet sig et poetisk tekstunivers. Sammen har Fribytterdrømme forsøgt at undgå at blive sat i musikalsk bås og skabe forskellige albums, der ikke må ligne det forrige.
På deres seneste album Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet ekperimenterer de med nye lyd- og tekstelementer, dog i selskab af deres konsekvent dansksprogede poesi. Albummet er er skabt i fællesskab med Anders Hvass fra The Entrepeneurs og Rune Rask fra Suspekt.
”Vi slår et slag for den poetiske, intellektuelle tilgang til sangskrivning. Vi skal ikke lave én lyd på den her plade – vi skal lave et udtryk, som kan stritte i mange forskellige retninger,” fortæller Lau Ingemann Vinther Pedersen fra Fribytterdrømme i en pressemeddelelse.
Fribytterdrømme har spillet over 175 koncerter i Danmark, herunder Roskilde Festival, Smukfest, Heartland Festival, SPOT Festival og P6 Beat Rocker Koncerthuset. I 2019 udgav de Dokumentarfilmen Fribytterdrømmen, som havde premiere på CPH:DOX.
I september 2021 afholdt Fribytterdrømme en endagsfestival for at fejre bandets 10-års jubilæum. Endagsfestivalen fik titlen Fribytterfestival – 10 år med drømme og blev afholdt i Pumpehuset, København. Her samlede de nogle af deres favoritter fra den danske musikscene som Baby in Vain, Guldimund, Neu Sierra og Roxy Jules.
Billetsalget starter tirsdag den 9. november 2021 klokken 12.00. Du kan købe billetter via ticketmaster.dk og allthingslive.dk.
LÆS OGSÅ: Fribytterdrømme fejrer jubilæum med minifestival
Varm op til koncerten med musikvideoen til "Sjælemanifest" fra Fribytterdrømmes seneste album: