GAFFA.dk – alt om musik
Koncerterne rykkes til december
I et opslag på Instagram har Magtens Korridorer netop givet den triste nyhed, at deres koncerter der skulle have fundet sted i denne uge, er aflyst. Holdet er nemlig ramt af corona:
”På grund af COVID-19 på holdet kan vi desværre ikke spille de planlagte koncerter i denne uge i København, Roskilde, Helsingør og Assens,” skriver bandet i Instagram-opslaget. Se det nedenfor.
I opslaget oplyser de også, at det heldigvis har kunne lade sig gøre at flytte alle de aflyste koncerter til nye datoer i december.
De nye datoer er:
17. december – Kulturværftet, Helsingør
28. december – Gimle, Roskilde
29. december – Vega, København
30. december – Tobaksgaarden, Assens
Det danske rockband har efterhånden mere end 25 år i branchen og otte album på bagen. De aflyste koncerter er en del af gruppens igangværende turné, der havde sin start i oktober og slutter med de nu nye datoer i december.
GAFFAs anmelder var til stede under turnéens stop i Odense, hvor Magtens Korridorer høstede fem stjerner for deres optræden, der også bød på numre fra rockgruppens nyeste udgivelse, Club Promise (2021). Vores anmelder bemærkede:
”En fuldstændig skudsikker smash-hit-parade til fadølsfolket kan serveres med tryk på dopamin-fustagerne. Magtens Korridorer er simpelthen en urokkelig magtfaktor i spillet om at sikre flest djævlehorns-silhuetter i horisonten.”
”Magtens Korridorer excellerer, fordi de er hele Danmarks rockband. Alle inkluderet. Ingen er undtaget. I Club Promise er alle på gæstelisten.
LÆS OGSÅ: Større, skarpere og bare bedre. Rockbandet trumfer sig selv.
Vis dette opslag på Instagram