Nyhed

Mattias Hundebøll: Rock Hard Power Spray-koncerten bliver som en tidsrejse

GAFFA.dk – alt om musik

GAFFA har taget en snak med Mattias Hundebøll om at være tilbage på scenen igen 

Rock Hard Power Spray genopstår for one night only. Indtil videre i hvert fald. Gruppen er tilbage, der hvor det hele startede, nemlig på Posten i Odense, eller Rytmeposten som det hed dengang tilbage i 00’erne, og som forsanger i bandet Mattias Hundebøll stadig insisterer på at kalde det. En koncert, han kalder en tidsrejse.

Det er i år 15 år siden, Rock Hard Power Spray udgav deres debutalbum Commercial Suicide. Netop den plade har de op til genforeningskoncerten genudgivet på vinyl. Bandet blev dannet i 2004 af Mattias Hundebøll, Frederik Valentin, Ask Fogh og Simon Andersen og opløst igen i 2014. Efter debutalbummet i 2006 udkom opfølgeren Trigger Nation i 2008. Deres seneste og sidste udgivelse blev If You Think Our Last Two Records Sucked You're Gonna Love This One fra 2010.


GAFFA har i anledning af genforeningen taget en snak med forsanger Mattias Hundebøll om snart at være tilbage på scenen, om tidslommer, om at turnere i hele verden, om en skideballe til P3 Guld  og meget mere. 

I er lige om lidt tilbage på scenen på Posten i Odense. Hvordan føles det?

- Det er sindssygt. Det er noget, som en del af os i bandet aktiv har snakket om og haft lyst til at gøre i nogle år. Det er ikke, fordi vi har intentioner om at blive et fast spillende band igen overhovedet. De sidste to år af vores karriere, da vi det stod på, det var bare sådan en flad fornemmelse, fordi vores oprindelige trommeslager stoppede, og vi havde bare ikke dem samme gejst længere, så vi synes det sluttede sådan lidt nederen faktisk. Så startede det egentlig ud med, at vi hele tiden har drømt om at genudgive vores debutplade på vinyl, fordi så kunne man ligesom bruge den anledning til at lave den koncert, vi mangler at lave. Altså en koncert, hvor vi spiller med det rigtige band og møder vores fans igen. De er jo også blevet ti år ældre.


Hvordan har I gjort jer klar til den her koncert?

- Vi har øvet fire weekender i træk, og det har simpelthen bare været fedt. Jeg tror, vi er gået derfra med et smil, vi glemte, vi havde. Et rocksmil. Det har været ligesom at hoppe på en cykel, man ikke har kørt på i mange år. Jeg havde tænkt "åh det bliver svært at huske alle de her sange", men selv når hovedet ikke kunne huske det, så kan fingrene. Fordi man har spillet det så meget for 10-15 år siden, så skulle der ikke ret meget til, for at man kunne det hele igen. Det sidder derinde, det er lageret et eller andet sted derinde fra før, man blev far.

Tre dogmer


Hvad kan fans forvente af koncerten på Posten den 3. december?

- Vi havde egentlig fra starten besluttet os for tre dogmer, som vi lavede. Første regel var, at der ikke skulle nyfortolkes. Det skal være ligesom at træde ind i en tidslomme til det bedst spillende Rock Hard Power Spray, der var. Anden regel var, at vi fra starten besluttede, at der ikke skal være nogen ironisk distance til det.

- For alle artister, som har været stoppet i 10-15 år, og lige pludselig skal spille nogle sange fra da de var i start/midt tyverne, vil der være nogle sange og nogle tekstbidder, hvor man tænker "ej okay hvor er det dumt det her", eller "hvad betyder den her tekst". Altså der er meget vrøvl i det, men man er nødt til at tage det for, hvad det er. Det handler om energi, det handler om fællesskab, det handler om, at vi skal være en katalysator for, at folk kan gå amok med et smil på læben.


- Den sidste regel var, at hvis der nogle numre, vi ikke kan få til at lyde godt, så skal vi ikke spille dem. Det handler om, at vi har håndplukket alt det, vi kunne få til at være anno 2021, for der var nogle af vores sange, der til tider blev meget avanceret, og til tider mere blev sådan "nu skal I fandme se hvor mange toner, vi kan putte ind i et riff".

- Det lover ret godt. Det kan ikke gå helt galt. Vi har fået fat i vores gamle T-shirt-trykker og trykt en masse Hard Rock Power Spray-T-shirts, så for en aften så bliver det ligesom i gamle dage. Det bliver en tidslomme. Men altså, jeg har da et par drenge nu, som skal se deres far spille, dét er helt vildt. Det glæder jeg mig til at vise dem. Jeg tror også der bliver mange fede gensyn.

Kommercielt selvmord


Nu genudgiver I jo Commercial Suicide på vinyl. Kunne I finde på at lave ny musik?  

- Da vi besluttede os for at lave en koncert, så var der noget snak om, om vi skulle lave nogle nye sange. Vi har jo også en masse b-sider, der aldrig kom ud, men vi blev ligesom enige om, at den her aften handler om at genskabe magien. Den skal lykkes, og den skal spilles helt ud. Jeg er da helt sikker på, at når vi er på den anden side, så kan det da godt være, at jeg lige en måned efter skriver til gutterne i vores tråd "hvaaa har I lyst til at vi lige tager en øver?" og hvis de siger nej, så fuck det, så var det sgu det.

- Der er simpelthen så meget god musik derude. Musikudbuddet genremæssigt er også bare noget andet i dag. Dengang vi spillede, vi var jo fandme på P3 med vores rockmusik. De bands, vi kalder danske rockbands i dag, er noget andet. De lyder mere som Tv-2 i 80’erne end som Rock Hard Power Spray. Og det er der ikke noget negativt i det, man i dag kalder et rockband, det er i virkelighed bare et popband med en elektrisk guitar.


- Jeg tror også bare måske, at tiden er vokset fra vores slags musik. Vores musik det er jo sådan noget mega hammer, fræsende, bragende, solo. Der er jo også en masse smil på læben og en masse selvironi. Det er der måske ikke så meget af i musik lige nu.

- Jeg tror egentlig bare, vi har tænkt os at det er en one off – til at starte med. Man skal aldrig sige aldrig.

I 2005 spillede i en mindeværdig koncert, også på (Rytme)Posten, hvor der blev optaget et pornoshow. Hvordan tænker du tilbage på den koncert?


- Sådan noget kunne man dengang, det kan man ikke i dag. Og det har vi slet ikke lyst til i dag. Det var bare en anden tid. Jeg har jo også været vært på Dagens Mand, den ville jo heller ikke gå længere. Der er bare sket meget siden.

- Vi har jo altid haft sådan en ironisk distance til rockmytologien, og provokeret lidt, og ville lave lidt ballade og prøve at sige, at det hele ikke behøver at være så kedeligt. Men det er da ret sjovt, at det var i 2005 og nu står vi så 15 år senere hvor det hele startede. På den måde er ringen sluttet, og det bliver med vores børn og vores gamle forældre og vores gravide koner. Det giver bare mening.

Fuldstændig vanvittigt


Hvad er det vildeste, I oplevede dengang tilbage i 00’erne og start-10’erne, hvor I virkelig havde gang i karrieren?

- Vi havde jo et par år, hvor det simpelthen var fuldstændig vanvittigt. Da vi udgiver vores album, tager vi direkte på 40 dages Europaturne med Bloodhound Gang, der var store dengang. Vi gik jo fra at være ingenting, til at vi lige spillede P3 Guld, og så gik vi i ind i en tourbus, og kom hjem med hår på brystet 40 dage efter, fordi vi havde spillet for 10.000 mennesker hver aften.

Derefter kom vores egen DK-tour, hvor der kom en masse mennesker, og så havde vi en sommer, hvor vi var i fucking USA på turne for at spille. Så kommer vi hjem fra USA, så indspiller vi et album i Los Angeles, så tager vi til Kina på turné. Det var så fede oplevelser, og heldigvis så hyggede vi os, og det var med ens bedste venner. Det var også meget kontrastfyldt.


- Den ene dag spillede vi i Beijing for 25.000 mennesker. Dagen efter spillede vi i en anden kinesisk by, men på et eller andet ulovligt sted i sådan en lille punkklub foran 100 mennesker. Begge dele var lige fedt. Strømmen gik på det lille spillested, og ude på toiletterne i håndvasken var der lavet et lille bål, fordi der ikke var noget lys. Vi lavede pisse god musik, og var måske i nogles øjne pisse irriterende og pisse provokerende og alt for meget, men vi kunne ikke gøre det anderledes dengang.

- Vores første brede oplevelse var til P3 Guld, inden vores plade var kommet. Som debuterende rockband spillede vi til P3 Guld inde i Radiohuset. Vi fik lov at spille to numre, og vi endte med at smadre trommesættet ud over det hele, og vi fik simpelthen sådan en skideballe bagefter fra producenten, han råbte ”I må sgu da ikke splitte scenen ad mand, det er live!!!” Vi stod bare oppe på den der scene, og var sådan "fuck mand, der sidder Magtens Korridorer og Kashmir", og vi følte det som om, at vi havde snydt os ind i det gode selskab.

Har du andet at tilføje?


- Vi spiller faktisk ret godt, jeg er imponeret over, hvor godt det lyder efter 10 år uden at have spillet sammen. Vi er taknemmelige over, at vi får lov til at komme tilbage og spille den koncert, vi manglede. Det er lidt ligesom, hvis man har været professionel fodboldspiller, så er man jo i sjælen fodboldspiller resten af livet. Det er lidt det samme her. Vi vil altid være nogle rockmusikere, selv om jeg jo egentlig bare sidder og spiller børnesange derhjemme.

- I øvrigt tror jeg, at vi kalder det Rytmeposten på aftenen. Det er jo en tidsrejse.

Rock Hard Power Spray kan opleves på Posten i Odense den 3. december klokken 20. Billetter koster 275 kroner i forsalg og kan købes lige her.


LÆS OGSÅ: Rock Hard Power Spray genforenes

ANNONCE