Nyhed

Vi Elsker 90’erne offentliggør de seks første navne – sætter gang i Early Bird-salg

GAFFA.dk – alt om musik

Der er blandt andet tale om en amerikansk rapper, som skulle have optrådt i 2020

Vi Elsker 90’erne har i dag annonceret de første seks navne til 2022-programmet. Der sættes gang i Early Bird-salget allerede i denne uge.

Til næste år udvider Vi Elsker 90’erne med endnu en by i form af Hillerød. Desuden vil Aarhus igen blive en del af touren, og så er der lagt op til fest i Næstved i Rådmandshaven.

”Det betyder helt vildt meget for os, at vi igen kommer til Aarhus. Vores gæster har efterspurgt Aarhus rigtig mange gange i år, så det er en kæmpe glæde, at det er faldet på plads,” udtaler stifter af Vi Elsker 90’erne, Riffi Haddaoui, i en pressemeddelelse.

Den amerikanske rapper Coolio var booket til at optræde i 2020, hvor showet blev aflyst på grund af coronapandemien. Det følgende år var det, ifølge Haddaoui, ikke muligt at få fløjet amerikanske kunstnere til Danmark af samme årsag. Således er festivalens arrangører glade for at kunne præsentere rapperen på 2022-plakaten.

Coolio er især kendt for hittet ”Gangsta’s Paradise” fra 1995 og har i årene siden været aktiv som producer og skuespiller. Rapperen har også haft sit eget mad-show på tv og udgivet en kogebog.

Også på programmet findes Dario G, der blandt andet er kendt for 1997-nummeret ”Sunchyme”, der lå nummer 2 på den engelske singlehitliste.

LÆS OGSÅ: Ølbryggeri står bag ny festival i København – syv navne er offentliggjort

East17 vender tilbage til Vi Elsker 90’erne for anden gang. Desuden bidrager belgiske Paradisio, der står bag 1996-hittet ”Bailando”, til festlighederne.

Toy-Box, Amir El-Falaki og Aneela Mirza, bliver heldigvis også en del af næste års tour. Det danske Eurodance-band, som vi første gang stiftede bekendtskab med I 1995, har vi haft den store ære af at være med til at gendanne, og de var med på vores tour i 2017 – en kæmpe succes!”, udtaler Haddaoui.

Endelig får den jugoslavisk-tyske, elektroniske dansemusik-dj og producer, Pulsedriver, sin debut på festivalen. Musikeren står bag hits som ”Rhythmic Trip”, ”Time Machine” og ”I’m Rushin’”.

”Vi er simpelthen så stolte af vores set up indtil nu, og vi glæder os sindssygt meget til at gå i Early Bird-salg i denne uge,” beskriver Haddaoui.

Early Bird-salget starter fredag den 3. december kl. 12.00 via Ticketmaster.

Varm op med Coolios "Gangsta's Paradise" her:

ANNONCE