Nyhed

Dansk sanger udgiver nummer med The Game

GAFFA.dk – alt om musik

Den danske Sasha Bach får besøg fra L.A. på sin nye single ”The Time I Never Had”

Den danske Sasha Bach får fint besøg på sin nye single ”The Time I Never Had”. Herpå rapper selveste The Game nemlig, hele vejen fra L.A. Det er i sagens natur ikke hverdagskost for Sasha Bach at samarbejde med en regulær hiphoplegende. Bach kalder det selv en ”speciel dag på sin musikalske rejse”. Hør nummeret nederst i artiklen.

Der var ikke langt fra tanke til handling for Sasha Bach, der rakte ud til The Game omkring et samarbejde, og nummeret ”The Time I Never Had” tog hurtigt form.


– Kort fortalt sendte jeg sangen til ham og spurgte lige ud. Jeg vidste på forhånd, at han ikke udgiver albums længere, men tog chancen, da han nogle gange samarbejder med udvalgte kunstnere. Jeg læste nemlig på det tidspunkt, at han opfordrede artister om at sende noget materiale til ham, udtaler Sasha Bach til GAFFA om samarbejdet og fortsætter:

– Hans positive respons på min besked satte hurtigt og meget uventet skub i et par dage af intenst arbejde og kommunikation her i oktober måned. ”The Time I Never Had” bringer mig tilbage til mine musikalske rødder i New York, hvor jeg er opvokset. Det, der har gjort mest indtryk på mig, er The Games tekster og indlevelse i nummeret. Jeg er så dybt taknemlig for hans tillid og for hans tro på denne sang, siger Sasha Bach.

Sasha Bachs bagkatalog tæller albummet Years On fra 2016, en ep fra 2019 med titlen So Easily samt en del singler, den første fra 2013. Tilbage i 2007 blev Bach med band inviteret til Singapore for at spille på årlige Mosaic-festival som det eneste danske navn. Allerede samme år vendte de tilbage for at spille på landet største festival, Singfest. Samme dag som Sacha Bach indtog Pet Shop Boys, Shaggy og Cindy Lauper også scenen på festivalen.


The Game, med det borgerlige navn Jayceon Terrell Taylor, er født og opvokset i Los Angeles og debuterede i 2005 med det kritikerroste album The Documentary, som blev en kæmpe succes. Albummet blev nomineret til to Grammyer og har solgt over fem millioner eksemplarer. The Game blev i denne forbindelse udråbt til at være manden, der skulle få den amerikanske West Coast-hiphop tilbage på landkortet.

LÆS OGSÅ: Clemens møder The Game på ny single

Hør ”The Time I Never Had” med Sasha Bach og The Game herunder:

ANNONCE