Nyhed

Dream Theater giver dansk koncert

GAFFA.dk - alt om musik

Det progressive metalband gæster København til foråret og medbringer musik fra deres nyeste plade

Grammy-nominerede og millionsælgende Dream Theater vender tilbage til Danmark med deres Top of the World Tour. Danske fans kan se frem til en aften med bandets karakteristiske storladne lyd samt musik fra deres seneste album, når Dream Theater indtager K.B. Hallen den 22. maj 2022.

Koncerten i K.B. Hallen byder også på Devin Townsend, som Dream Theater medbringer som special guest. Townsend er en canadisk sanger og sangskriver, der blandt andet står bag metalbandet Strapping Young Lad. Han er lige nu i gang med sin solokarriere og har samlagt udgivet 25 album på tværs af alle sine projekter. 

Dream Theater har været et band i næsten fire årtier. De har spillet hundredvis af koncerter, solgt 15 millioner plader og har to Grammy-nomineringer på CV’et. Tilbage i 2020 turnerede Dream Theater med deres forrige udgivelse Distance Over Time samt fejrede 20-års jubilæet for albummet Scenes From a Memory. De måtte dog stoppe turnéen, da coronapandemien ændrede planerne. 

Det nye album er indspillet i det nyligt inviede Dream Theater Headquarters, som er en kombination af studie, øvelokale, kontrolrum og kreativ hub. A View from The Top of the World, der udkom tidligere i oktober-måned 2021, er gruppens 15. studiealbum.


"Vi går til hvert album, som var det vores første. Vi har haft sådan en spændende karriere, men vi stopper ikke her. De her gutter er mine brødre. Vi har været gennem op- og nedture og alt imellem. At kunne opleve dette sammen kan ikke beskrives med ord," forklarer James LaBrie i en pressemeddelelse. 

Dream Theater besøgte senest Danmark tilbage i januar 2020, hvor de netop nåede at spille på Kulturværftet i Helsingør inden nedlukningen af samfundet. Ved samme lejlighed besøgte de  Musikhuset i Aarhus. Koncerten fik fem ud af seks stjerner af GAFFA. GAFFAs anmelder skrev blandt andet: "Dream Theater beviste endnu en gang deres instrumentale sær- og verdensklasse parret med en habil sanger."

GAFFA bragte også et stort interview med bandets keyboardspiller Jordan Rudess tilbage i juni 2019. I interviewet fortæller Rudess om sin lange karriere, rutiner, fem ting han ville tage med sig på en øde ø samt hans personlige top-5. Læs interviewet via nedenstående link.


Billetsalget til koncerten med Dream Theater i K.B. Hallen starter den 1. november klokken 10.00. Du kan købe billetter via allthingslive.dk eller billetlugen.dk.

LÆS OGSÅ: DREAM THEATER-INTERVIEW: "Det vi gør, er unikt"

Varm op til koncerten med Dream Theaters sang "Pull Me Under" lige her: 

ANNONCE