GAFFA - alt om musik
Titlen er "Skyggebokser"
Det er efterhånden to år siden, der sidst var nyt album fra Ekspressen - tidligere kendt som Humørekspressen. Det var i 2019, hvor gruppen udsendte albummet Til ære for alle og dermed udvidede den musikalske palet fra den rendyrkede dansktop på debuten En lille én fra 2017.
Nu er der så nyt fra gruppen, som består af Klumben, Pharfar, Peter Lützen og Chapper, i skikkelse af singlen "Skyggebokser". Her får gruppen assistance af ingen ringere end Sanne Salomonsen, som iøvrigt også er aktuel med egen (jule)single. Du kan høre den ny sang lige her:
"Vi var aldrig i tvivl om, at vi gerne ville have Sanne Salomonsen med på sangen. Hele Danmarks rockmama, der har prøvet det hele flere gange og fremstår mere autentisk og ægte end nogensinde. Vi er stolte over, at hun er gået med os i ringen på den her", hedder det i en pressemeddelelse fra det muntre musikkollektiv, som samtidig fortæller om den nye sang:
"'Skyggebokser' handler om at håndtere de forventninger, der er, når man lever af at optræde. Det kan være omverdenens forventninger, men ofte er det ens egne forventninger til en selv, der kan spænde ben. Man pacer sig selv: ”kom nu, du kan godt, du skal.” Det skaber et pres, som kan være svært at håndtere, men når så lysene tændes og man træder op i ringen for at levere, for at præstere, så indser man, at netop det pres og de forventninger er lige præcis de ting, der gør, at man føler sig i live. Scenen er din boksering, og den eneste modstander er din egen skygge", lyder det fra bandet.
Ekspressen leverede et af sidste års helt store sommerhits i skikkelse af sangen "Solhverv", som i kollegaen Lord Sivas omskrivning og indspilning her rundet 20.000.000 afspilninger. Samtidig med den aktuelle single fra Ekspressen er gruppens guitarist, Peter Lützen, aktuel med sin første udgivelse i eget navn. Lützen, som også er kendt fra gruppen Panamah, udgav i sidste uge den dansksprogede ep Monster.
I forbindelse med udgivelsen slap Lüzen også en video til en af ep'ens fem sange, nemlig "Molotov Cocktail". ”Jamen, det er jo Adam og Eva ,vi er ude i her. Eva får Adam til at spise af æblet, og dér ryger hans uskyld og intet er længere det samme. Kvinder kan jo gøre uskyldige mænd sindssyge!”, udtalte Lützen i forbindelse med videoen, som kan ses her:
LÆS OGSÅ: Pragtfuld provinskoncert med de drevne dansktop-drenge