GAFFA.dk – alt om musik
En tragisk begivenhed bragte den texanske gruppe sammen igen efter en pause på otte år
Den psykedeliske folkrock-gruppe Midlake indtager Pumpehuset i København den 20. marts 2022 med deres kommende album For The Sake of Bethel Woods. Pladen er sat til at udkomme den 18. marts 2022, og gruppen har netop udgivet nummeret ”Meanwhile…” som en forsmag på albummet. Du kan høre den nye sang nederst i artiklen.
For The Sake of Bethel Woods markerer bandets tilbagevenden efter en pause på hele otte år. Fans frygtede, at den lange pause betød, at Midlake ikke ville vende tilbage. Men da keyboardspiller og fløjtenist Jesse Chandler på tragisk vis mistede sin far i 2018, var der ingen tvivl i gruppen om, hvad de måtte gøre.
”Han var et dejligt menneske, og det var virkelig tungt og trist, og han kom til Jesse i en drøm. Jeg refererer til det i en sang. Han sagde: ’Hey, Jesse, du er nødt til at få bandet samlet igen.’ Det tog jeg ikke let på. Vi havde allerede haft de her følelser i bandet om, at, åh, det her kunne være en fed ting at gøre. Men drømmen var en slags smuk skildring af et formål med at samles igen og lave musik sammen som venner,” udtaler sanger og guitarist Eric Pulido i en pressemeddelelse.
Bandet udgav senest albummet Antiphon i 2013. Udgivelsen markerede første gang, hvor Pulido indtog rollen som frontfigur og sanger, da gruppens daværende vokalist, guitarist og hovedsangskriver, Tim Smith, i november 2012 bekendtgjorde, at han forlod Midlake. GAFFAs anmelder tildelte albummet fire ud af seks stjerner og bemærkede følgende:
”Bandets første album uden Smith er snildt på højde med Midlakes øvrige materiale, og faktisk virker det som om, at Smiths exit har løsnet frydefuldt op i gruppen. Men Eric Pulido som ny mand i front har Midlake således kreeret et værk, der er betydeligt mere eventyrlystent end de sidste par album.”
I forbindelse med udgivelsen kom gruppen forbi Pumpehuset til en udsolgt koncert, hvor de ligeledes modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.
LÆS OGSÅ: Midlake: Engelsk folk fra tresserne er fantastisk
Midlake blev dannet i 1999 og udgav deres første album, Bamnan and Slivercorck, i 2004. Følgelig fulgte The Trials of Van Occupanther (2006), The Courage of Others (2010) og endelig Antiphon (2013).
Billetsalget starter fredag den 29. oktober kl. 10.00, og billetter kan købes via allthingslive.dk og ticketmaster.dk.
Varm op til koncerten med den spritnye single ”Meanwhile…” her: