GAFFA.dk – alt om musik
Forfra Forbundet er Jungs andet album i rækken og udkommer til oktober
Jung har i dag offentliggjort nyheden om deres kommende andet album Forfra Forbundet. Albummet er sat til at udkomme den 15. oktober 2021. Bandet har delt nyheden på deres sociale medier med et billede af albumcoveret og tracklisten. Albummet indeholder otte sange, hvoraf "To timer i træk" og "Tur retur" allerede er udgivet som singler.
Bandet har tidligere fortalt, at "Tur retur" handler om nære relationer til andre mennesker: "Den nære relation og den nære ven er noget af det bedste, vi har. ‘Tur retur’ er først og fremmest en hyldest til den slags samvær, man kun har med de mennesker."
Artiklen fortsætter under opslaget
Albummet kan bandet passende tage med sig på landevejene, når de drager på arenaturné til november og december. Turnéen byder på fire koncerter i henholdsvis Odense, Aarhus, København og Aalborg. Aalborg-koncerten er udsolgt, men der er stadig billetter til de resterende datoer.
Tourdatoer:
26.11.21 Jyske Bank Arena, Odense
27.11.21 Ceres Arena, Aarhus
02.12.21 Royal Arena, København
04.12.21 Aalborghallen, Aalborg
Jung udgav debutalbummet Blitz i marts 2020. Et album, der senere skulle vinde Årets Danske Album og Årets Danske Popudgivelse ved GAFFA-Prisen 2021. Jung vandt stort med hele fem GAFFA-Priser, hvoraf de også blev kåret til Årets Danske Band, Årets Nye Danske Navn og leverandør af Årets Danske Hit med singlen ”Blitz, Baby”.
GAFFA anmeldte Blitz tilbage i 2020, hvor det fik seks stjerner ud af seks mulige. GAFFAs anmelder skrev blandt andet dette om Jungs debutalbum: ”Det er med popsange, som det er med forelskelse: Nogle gange så er den der bare. Put den følelse i 10. potens, og du får Blitz”.
Det bliver spændende at se, om det nye album kan hamle op med forgængeren.
LÆS OGSÅ: Nogle gange så er den der bare
Se Jungs optræden til GAFFA-Prisen 2021 her: