GAFFA.dk – alt om musik
Med 17 shows fordelt over det meste af landet er der rig mulighed for at opleve kvartetten live næste år
Efteråret er over os, og derfor luner det bestemt med annonceringen om, at Katinka Band – som de hedder nu – tager på en forårsturné til næste år. Turnéen, der strækker sig fra midt-februar til udgangen af marts, indeholder 17 shows fordelt landet over.
Katinka Band, som dengang bare hed Katinka, blev dannet i 2012 af sanger og tekstforfatter Katinka Bjerregaard og guitarist og producer Simon Ask. Sidenhen har keyboardspiller og korsanger Marie Hageltorn Christiansen og trommeslager Tobias Rye Adomat sluttet sig til gruppen.
Kvartetten leverer musik fra sit helt eget finurlige univers, som er præget af en ægthed med plads til både glæde og sorg. Lydbilledet er organisk, om end eksperimenterende, og teksterne, der stammer fra Katinka Bjerregaards egen dagbog, er poetiske og henter inspiration fra store danske digtere som Frank Jæger, Morten Nielsen og Tom Kristensen.
Katinka udkom med sit første album, Vi er ikke kønne nok til at danse, som inkluderer det ørehængende nummer af samme navn, i 2017. I 2018 var gruppen klar med deres andet album, Vokseværk, hvor siglen ”2000 meter i frit fald” blev spillet flittigt af P4 det lukningstruede P6 Beat.
LÆS OGSÅ: Det vokser og det værker. Og det gør helt godt.
Tilbage i 2015 vandt Katinka KarriereKanonen, og gruppen har sidenhen vundet en Steppeulv i kategorien ”Årets Håb” i 2017 og Carl Prisen i kategorien ”Årets Komponist – pop” i 2018. Bandet, der altså nu hedder Katinka Band, har desuden markeret sig som et glimrende livenavn og har flere gange modtaget flotte anmeldelser fra GAFFA for deres livepræstationer.
LÆS OGSÅ: Bjerregaard & Co. Brød gennem alle barrierer
Siden bandets sidste udgivelse er Bjerregaard i øvrigt blevet mor til tvillinger. For tiden kan hun opleves i TV2's Toppen af Poppen.
Katinka arbejder på et nyt album, som lander i 2022.
Tourplan:
Den 18. februar – Musikhuset, Rønne
Den 19. februar – Slagelse Musikhus
Den 24. februar – Turbinen, Randers
Den 25. februar – Studenterhuset Aalborg
Den 26. februar – Mantzius Live, Birkerød
Den 3. marts – Folkets hus, Struer
Den 4. marts – Bygningen, Vejle
Den 5. marts – Thisted Musikteater
Den 10. marts – Tøjhuset, Fredericia
Den 11. marts – Kulisselageret, Horsens
Den 12. marts – Godset, Kolding
Den 17. marts – Posten, Odense
Den 18. marts – Skrårup Musikforening
Den 19. marts – Tapperiet, Køge
Den 25. marts – VoxHall, Aarhus
Den 26. marts – Sønderborghus
Den 31. marts – Store Vega, København
Billetter kan købes lige her.
Varm op med videoen til "2000 meter i frit fald":