GAFFA.dk – alt om musik
Verdens største pladeselskab, Universal Music, har fået en forrygende start på tilværelsen på den hollandske børs.
Det står klart kort tid efter børsens åbning tirsdag morgen.
Selskabets børsnotering er den største i Europa i år med en indledende værdi på 39 milliarder dollar - næsten 250 milliarder kroner.
Tirsdag er aktieprisen steget fra 18,5 euro til 25 euro.
Det er den franske mediegigant Vivendi, der står bag den opsigtsvækkende børsnotering. Vivendi ejer 60 procent af pladeselskabet.
Med en omsætning på 7,4 milliarder euro - omkring 55 milliarder kroner - sidste år, har Universal været en guldmine for Vivendi-imperiet.
Det tegner sig for omkring 46 procent af moderselskabets omsætning.
Universal har udgivet musik fra nogle af branchens allerstørste stjerner.
Blandt de profilerede navne er The Beatles, Taylor Swift, Kanye West, Metallica, The Weeknd og The Rolling Stones.
Sidste år købte selskabet blandt andet også rettighederne til hele Bob Dylans sangkatalog for 300 millioner dollar - næsten to milliarder kroner. Det var en af de største handler i musikhistorien.
Pladeselskaber som Universal og dets to største konkurrenter, Warner og Sony, var tidligere truet af piratkopiering.
Det har streamingtjenester som Spotify dog ændret på.
Også den amerikanske milliardær Bill Ackman er inde over handlen. Han ejer 10 procent af Universal.
Han har ifølge erhvervsmediet Finans tidligere forsøgt at investere i Universal gennem en SPAC. Det er et tomt børsselskab, der har til formål at rejse penge til et opkøb af en privat virksomhed.
Men da det amerikanske børstilsyn kastede et kritisk blik på den komplekse struktur, besluttede Ackman at droppe projektet.
I stedet gennemførte han aktiekøbet gennem sin egen hedgefond, skriver Finans.
LÆS OGSÅ: OPSAMLING: Det siger partierne om P6 Beat og P8 Jazz’ fremtid