Nyhed

VIDEOPREMIERE: GRO, der optrådte til GAFFA På Græs, er klar med smuk single – album på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Med singlen ”One Two Free Fall” ønsker GRO at sætte fokus på vigtigheden af at tale om selvmord.

Med sin melodiske art-pop med luftig vokal, harpe og personlige engelsksprogede tekster er hun en af de mest spændende nye danske artister lige nu. Sådan beskrev GAFFA for nylig den snarligt debutalbum-aktuelle sanger, multiinstrumentalist og producer GRO, der også går under det borgerlige navn Julie Møller Christiansen og for nylig optrådte til GAFFA På Græs i Herslev Bryghus ved Roskilde. Hendes første album udkommer den 29. oktober, og det primære omdrejningspunkt er tiden efter hendes mors selvmord. Tredje single derfra er ude i morgen, men vi kan holde premiere på den i dag.

Albummet er skrevet i løbet af 2019 og 2020, hvor Julie i perioder isolerede sig i sit hjemmestudie med lp’er og billeder fra forældrenes ungdom for at bearbejde oplevelsen og skrive sange om tankerne.


Albummet har titlen Columna og indeholder ni sange, som er instrumenteret med en afbalanceret vekselvirkning mellem tunge og lette elektroniske teksturer, Julies melodiske og vægtløse vokaler og forskellige strengeinstrumenter fra Julies barndomshjem, hvor folk-musik fra 70’erne blev spillet flittigt på grammofonen og i forældrenes ungdomsband. Albumtitlen betyder søjle/rygsøjle på latin, og på albummets trackliste finder man flere latinske betegnelser og tal med relation til titlen.

“Sangene på Columna afspejler en tid, hvor jeg, efter at have mistet min mor, skulle arbejde med at opbygge et fundament/rygrad, som kunne udfylde den ubetingede kærlighed og støtte, som hun repræsenterede. Dét at se min mor gå igennem et hårdt sygdomsforløb har sat mange tanker i gang både i forhold til, hvordan jeg bedst muligt kan ruste mig selv og mine omgivelser til at kunne håndtere livskriser, men også i forhold til at huske at prioritere at nyde tilværelsen og de gode ting, der sker, mens jeg stadig kan”, forklarer GRO aka Julie Møller Christiansen om sin kommende debutplade.

I morgen, den 10. september udkommer singlen ”One Two Free Fall” i anledning af International Suicide Prevention Day. Sangen er bygget op omkring Julies vokal og harpe. Med sangen ønsker GRO at sætte fokus på vigtigheden af at tale om selvmord og de emner, der kan være svære, men vigtige at tale om, hvis man selv eller en person tæt på oplever at få selvmordstanker.


I musikvideoen til sangen, som vi har fået lov at holde premiere på, ses primært Julie og hendes harpe og i baggrunden af et stykke svævende blåt stof. Billedet skifter frem og tilbage fra blandt andet Julie og væltede vandglas. De skal ses som et symbol på den forløsning, det kan give, når der gives plads til at tale om ting, der er svære. Se videoen nedenfor.

GRO optrådte for nylig til GAFFA På Græs på Herslev Bryghus ved Roskilde og på Uhørt Festival i København og fik sidstnævnte sted en ganske positiv anmeldelse.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: GAFFA På Græs fortsatte festen i højt humør


LÆS OGSÅ: GRO-LIVEANMELDELSE: Eksperimenterende elektropop-spire, som gror på lytteren

ANNONCE