Nyhed

Hærget guitar fra den aften, Oasis gik fra hinanden, kommer på auktion

GAFFA.dk - alt om musik

Et galleri har fået hænderne i en yderst speciel Gibson ES-355, der oprindeligt tilhørte Noel Gallagher, den aften Oasis gik fra hinanden. Nu kommer den på auktion.

Bag scenen på den parisiske festival Rock en Seine i 2009 kom Gallagher brødrene i det skænderi, der endegyldigt ville opløse Oasis. Under dette famøse skænderi beskadigede Noel Gallagher blandt andet sin røde Gibson-guitar, der nu er endt i hænderne på galleriet Artpéges, som vil holde auktion over den, skriver The Guardian.

Galleriet specialiserer sig i at samle på, værdsætte og videreauktionere bemærkelsesværdige genstande fra musikkens verden. Heriblandt instrumenter og lydudstyr. Som Jonathan Berg, medstifter af Artpéges, omtaler denne begivenhed, som guitaren er et levn fra, så var det jo et ”kultisk moment” i musikhistorien.


Som Arthur Perault, medstifter af Artpéges, forklarer om anskaffelsen af guitaren, så reparerede Noel Gallagher guitaren i første omgang, for så ”i sidste ende at skille sig af med den, fordi den mindede ham for meget om Oasis”.

Denne skæbnesvangre aften i Paris var i sig selv også et dybt dramatisk øjeblik i 00’ernes rocklandskab. I månedsvis havde der cirkuleret rygter og spekulation om, at Oasis var på opbruddets rand, men da Bloc Party skulle spille inden og var nød til at meddele publikum om den ærgerlige nyhed, virkede det som en joke. Men den var desværre god nok, hvilket Noel senere ville bekræfte, med en opfølgende undskyldning til de folk, der havde betalt for at se Oasis.

Guitaren vil blive sat til salg den 17. maj, og startprisen vil være på omkring 1,1 millioner kroner, og det estimeres, at guitaren kan ende med at blive solgt for op imod fire millioner kroner.


LÆS OGSÅ: Noel Gallagher om Harry Styles: ”Du skal ikke bilde mig ind, at han skriver sine egne sange”

ANNONCE