Nyhed

Björks musik bliver til dansk danseforestilling

Vestjysk dansekompagni har fået lov at lave forestilling over 12 af den islandske eners sange

Holstebro Dansekompagni vil i 2022 præsentere danseopsætningen BJÖRK, der vil tage udgangspunkt i 12 af Björks sange, udvalgt fra forskellige årtier. Koreografien bliver skabt af Dolly Sfeir og Gunilla Lind, der vil udforske multikunstnerens kunstneriske univers i to forestillinger.

Sanger i pauseholdende Nephew, Marie Højlund, også kendt som solist under navnet KH Marie, vil være lyddesigner og komponist på forestillingen, der får premiere den 27. oktober 2022 på Holstebro Musikteater og efterfølgende turnerer landet rundt helt indtil 2024.

Det er en stor ære for Holstebro Dansekompagni at være de første, der får lov til at omforme Björks univers til en danseforestilling. Det fortæller associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni, David Price, i en pressemeddelelse, hvor han uddyber:


”Hun har gennem hele sin karriere siden sin debut i 90’erne været et unikum – og hun er mere end blot en sangerinde og musiker. Publikum kan derfor glæde sig til en fortolkning af 12 enestående sange, som får et fysisk udtryk, der er lige så stærk som vokalen og musikken bag”.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Se Björk i trailer til ny vikingefilm

I de to danseforestillinger vil koreograferne Lind og Sfeir fortolke musikken på hver deres måde:

"Den Reumert-vindende koreograf Gunilla Lind vil i sit værk fremvise et stærkt visuelt udtryk med referencer fra popkulturen, hvor kærligheden vil være i fokus med et pompøst og storslået følelsesudtryk", hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:


"I værket af den amerikansk-libanesiske koreograf og filminstruktør Dolly Sfeir vil publikum opleve et mere fortællende – næsten filmisk koreografisk værk gennemsyret af Sfeirs egen opvækst i en mellemøstlig kultur."

I forestillingen kan man blandt andet opleve sangene ”Venus as a boy”, ”Hidden Place” og ”Army of Me”. Björk selv annoncerede i sidste uge, at hun udgiver et helt nyt album til efteråret. 

Billetter til forestillingen koster 160–210 kroner og kan købes HER.


ANNONCE