Nyhed

Ny retssag mod R. Kelly - sigtet for distribution af børneporno

Få uger efter lang fængselsdom er den detroniserede musikstjerne tilbage på anklagebænken

I går (15. august, red.) begyndte endnu en retssag mod musiker og producer R. Kelly i Chicago. Denne gang vedrører det anklager fra juli 2019 om sangerens distribution af børneporno. Første dag i retten handlede om at udvælge juryen til retssagen, rapporterer Pitchfork.

Her blev 60 potentielle jurymedlemmer udspurgt om Kelly og om, hvorvidt de havde set dokumentarfilmen Surviving R. Kelly eller ej. Kellys advokater anmodede om at få ekskluderet dem, der havde set dokumentaren. Dette blev dog afvist, og der blev udvalgt 34 medlemmer.

Retssagen følger en ældre retssag fra 2008, hvor der blev rejst 14 anklagepunkter om børnepornografi mod Kelly, der skulle have filmet et sextape med en mindreårig. Men siden kvinden i videoen ikke ville vidne, blev sagen afvist.


LÆS OGSÅ: R. Kelly-afgørelse bringer både lettelse og skuffelse

Sidenhen er det dog kommet frem, at anklagerne mener, at Kelly og to af hans tidligere ansatte, Derrel McDavid og Milton Brown, har bestukket ofre og vidner i 2008-sagen. Det benægter de anklagede imidlertid skulle være tilfældet.

Den aktuelle retssag skulle allerede være startet den 27. april 2020, men blev udskudt på grund af COVID og en anden af Kellys retssager.


Den 20. juni 2022 blev Kelly idømt 30 års fængsel for sexslaveri, og han står overfor endnu flere anklager, herunder beskyldninger om prostitution med en mindreårig i Minnesota.

 

ANNONCE