Nyhed

CPH:DOX klar med årets musikprogram

GAFFA.dk - alt om musik

Dokumentarfilmfestivalen finder sted fra den 23. marts til den 3. april, og af de mere end 180 film, der bliver vist, har festivalen nu offentliggjort Sound & Vision-programmet.

For nittende år i streg vender CPH:DOX tilbage med et fyldigt filmprogram. I dag kan festivalen så afsløre Sound & Vision-programmet for i år, og der er bestemt ikke blevet sparet. Her byder festivalen nemlig på alt fra optrædener til portrætter og koncertfilm.

Som festivalen selv beskriver det: ”Årets musikprogram er Absolute Music på en cocktail af LSD, rødvin og bland-selv-slik, strakt ud i fire dimensioner og udsat for den samme centrifugalkraft, som har vendt op og ned på hele vores forståelse af musikkens verden i det nye århundrede. ”

Af de helt store film byder DOX på historien om, hvordan Leonard Cohen lavede ”Hallelujah” med filmen Hallelujah: Leonard Cohen, A Journey, A Song. Derudover er der koncertfilmen This Much I Know To Be True med en af Cohens største disciple, Nick Cave, der optræder med sange fra sine to seneste album i samarbejde med sin højre hånd Warren Ellis.

Der er også en håndfuld særlige portrætter, hvor to af dem især vækker opsigt. Først er der filmen Nothing Compares, der fortæller historien om det feministiske 90’er-ikon Sinéad O’Connor, dernæst er der Look at Me!, der behandler og udforsker historien om den kontroversielle soundcloud-rapper XXXTENTACION.

Af de mere alternative film er der især to, der står frem. Først The Computer Accent om popgruppen YACHT, som spørger sig selv: ”Kan en computer skrive et album? ”. Filmen er deres forsøg på at besvare netop det spørgsmål. Den anden film er Sirens, hvor Mellemøstens første kvindelige metalband Slave to Sirens jagter rockstjernedrømmen. Deres historie udspiller sig samtidigt med den voldelige revolution, der bryder ud i Beirut.

Sidst er det værd at nævne festivalens engangskoncerter LYD:SPOR. Her byder festivalen på fire koncerter, hvor det filmiske og det musikalske indgår i aldrig før sete dialoger og sammensmeltninger.

Festivalen finder som nævnt sted i dagene den 23. marts til den 3. april og bliver fra den 1. april til den 10. april efterfulgt af en onlinefestival, hvor udvalgte film kan streames på CPH:DOX’ nye streamingplatform.

Det fulde program samt billetter kan købes via CPH:DOX’ hjemmeside.

LÆS OGSÅ GAFFA’s femstjernede anmeldelse af Nick Cave og Warren Ellis’ CARNAGE.

ANNONCE