Nyhed

Kanye Wests næste album vil ikke være at finde på streamingtjenester

GAFFA DK - alt om musik

I to nye Instagram-opslag skriver han, at Donda 2 kun vil blive udgivet på hans egen stem- player.

Stem-playeren, der kom ud efter udgivelsen af det første Donda-album, er en musik-gadget lavet i samarbejde med virksomheden Kano, som gør det muligt at spille og manipulere musikken ved hjælp af en elektronisk berøringsoverflade. Man kan downloade musik til enheden såvel som bruge den som en mp3-afspiller. Derudover har den fire kanaler, hvor man kan styre henholdsvis vokaler, trommer, bas og musik.

Kanye, der omtaler stem-playeren som sin egen platform, skriver, at streamingtjenesterne er undertrykkende systemer, der betaler musikerne alt for lidt. Han har før vist utilfredshed med dem, eksempelvis da han beskyldte Tidal og Apple Music i at forhindre et fremtidigt samarbejde med hans rap-mentor Jay-Z.


“I dag får artister kun 12 procent af de penge, som industrien laver. Det er på tide at befri musikken fra det undertrykkende system. Det er på tide at tage kontrol og bygge vores eget,” skriver Kanye blandt andet i et af opslagene.

Kanye West er omdrejningspunktet for mange debatter i musikkens verden i øjeblikket. Senest har han gjort sig uvenner med sin ellers trofaste samarbejdspartner Kid Cudi, forlangt en undskyldning fra Billie Eilish samt kørt en hadefuld online-hetz mod Saturday Night Live-komikeren Pete Davidson, der angiveligt er i et forhold med Kanyes snarlige eks-kone Kim Kardashian. Alt dette har Kanye gjort til offentligt skue på de sociale medier, og det er noget, der har fået mange til at bekymre sig om Kanyes mentale tilstand, men også for konsekvenserne af hans handlinger. Læs kommentaren til situationen fra vores chefredaktør Sidsel Thomassen lige her.

Kanyes følelsesliv er tydeligvis i ubalance i øjeblikket, og mon ikke dette også vil komme til udtryk på hans 11. studiealbum Donda 2, der er sat til at udkomme i næste uge – den 22. februar. Kanye har også planlagt en “Donda Experience Performance” i LoanDepot Park i Miami samme dag som albummets udgivelse.


ANNONCE