Nyhed

James Blunt truer Spotify – fjern Joe Rogan, eller jeg udgiver ny musik

GAFFA.dk – alt om musik

Debatten har fået et selvironisk twist

James Blunt har nu også blandet sig i debatten om Spotify som platform for den populære og kontroversielle podcastvært Joe Rogan, der er blevet beskyldt for at sprede falsk viden om coronavacciner.

Tidligere har musikerne Neil Young, Joni Mitchell og Nils Lofgren annonceret, at de vil fjerne deres musik fra streamingtjenesen, hvis ikke Spotify fjerner Joe Rogans podcasts, og Young har allerede gjort alvor af truslerne.


James Blunt har dog en anden og noget mere selvironisk tilgang. Han truer ikke med at fjerne sin musik, men tværtimod at lægge ny musik på Spotify, hvis ikke Spotify fjerner Joe Rogan. På Twitter skriver han:

"Hvis ikke Spotify øjeblikkeligt fjerner Joe Rogan, udgiver jeg ny musik på platformen," skriver han og tilføjer hashtagget #youwerebeautiful med henvisning til sit gennembrudshit "You're Beautiful" fra 2005.

 

Det er i øvrigt ikke mere end to måneder siden, James Blunt senest udgav ny musik, idet han udgav et opsamlingsalbum med fire nye sange.

James Blunt er kendt for sine humoristiske tweets, og for nylig skrev han eksempelvis, at han ville drage på "Greatest Hit Tour" og synge "You're Beautiful" 20 gange ved hver koncert.


I den mere alvorlige afdeling har kritikken mod Spotify haft en effekt, for nu har tjenesten varslet en ny funktion, hvor alle podcasts, der omtaler coronavirus, får links til "pålidelige kilder" med mere information om virusset.

LÆS OGSÅ: Spotify laver ny corona-mærkning efter kritik fra Neil Young

 


ANNONCE