Nyhed

Music City Aarhus 2022 annoncerer åbningsevent

GAFFA.dk – alt om musik

Åbningseventet finder sted lørdag den 26. marts

Music City Aarhus 2022 annoncerer sin åbningsevent, der finder sted lørdag den 26. marts.

Åbningseventet kommer til at byde på gratis koncerter, talks og guidede ture hele eftermiddagen rundt omkring på indendørs og udendørs spillesteder langs en særlig musikrute i midtbyen. Sidst på eftermiddagen kulminerer programmet med en stor Aarhus-koncert på Bispetorv med både kendte og nye artister.


“Som publikum kan man opleve koncerter arrangeret af en række af byens musikaktører og gå på opdagelse i byens mangfoldige musikliv samlet inden for en kort radius,” fortæller Astrid Elbek, som er forperson i styregruppen for Music City Aarhus 2022.

Den store Aarhus-koncert får titlen Lydsporet fra en by, og temaet er sange, der har en historie og forankring i Aarhus – både nutidige og tidligere sange. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men der er lagt an til den store fejring, fortæller Jesper Mardahl, sekretariatsleder for Music City Aarhus 2022.

“Med den store åbningskoncert inviterer vi publikum med på en musikalsk tour de force langs lydsporet fra musikbyen Aarhus, som det har lydt fra de første kendte toner til fremtidens mest lovende talenter,” fortæller Jesper Mardahl og fortsætter:


“Koncerten kommer til at byde på både nye og velkendte sange, fremført af kendte og nye spirende artister. Lydsporet fra en by bliver én stor hyldest til Aarhus som en af landets vigtigste musikbyer,” fortæller Jesper Mardahl.

Music City Aarhus 2022 blev lanceret i januar 2020 og er udtænkt af Promus, produktionscentret for Rytmisk Musik i Aarhus og interesseorganisationen Music City Aarhus 2022, der er sammensat af en lang række af byens musikaktører. Projektet er støttet med fem millioner kroner af Aarhus Kommune og har også fået en donation på to millioner fra Salling Fondene.

LÆS OGSÅ: Aarhus-borgmester om musiklivet i byen: "Vi skal vise hele verden, hvad vi kan"


ANNONCE