Nyhed

The Minds of 99 slår megastjerne på hitlisten

GAFFA.dk – alt om musik

The Minds of 99 slår The Weeknd og får deres første førsteplads

The Minds of 99 er gået direkte ind på førstepladsen på hitlisten med deres nye og fjerde album, Infinity Action, fulgt af The Weeknd, der er en nyhed på andenpladsen med sit ligeledes fjerde ordinære album, Dawn FM.

De to album udkom begge fredag den 7. januar. Mange havde spået, at de to ville gå ind på de to øverste pladser på hitlisten – spørgsmålet var bare i hvilken rækkefølge?


Statistikken talte for The Weeknd, da The Minds of 99 aldrig tidligere har ligget nummer 1 på den samlede albumhitliste for både streams og fysisk salg, de har "kun" toppet vinylhitlisten, mens The Weeknd har toppet hitlisten talrige gange med flere forskellige album. 

På den anden side må man sige, at The Minds of 99 efterhånden er blevet et ganske stort band, der som bekendt kunne fylde Parken i september med flere end 50.000 gæster, og de har nu så fået deres første førsteplads på den danske albumhitliste.

"Vi har jo aldrig ligget nummer et før, så vores underdog-selvbillede skal vi måske lige kigge på. Nu har vi ikke vores tabernarrativ at gemme os bag længere, haha!" skriver bandet i en udtalelse til Ekstra Bladet og fortsætter: "Vi har det så fedt over, at folk dyrker den nye plade og de nye sange så meget. De har simpelthen taget så godt imod det."


På albumhitlisten møder vi yderligere to nyheder, nemlig på femtepladsen Mikael Simpsons livealbum Live at Vega, der kun er udgivet på vinyl og i begrænset oplag, og på tiendepladsen Gunna og DS4Ever.

LÆS OGSÅ: Er du kommet for at få en veloplagt liveplade, kan denne varmt anbefales

Tracklisten toppes igen i denne uge af Tobias Rahim og Andreas Odbjergs "Stor mand". Mange af de enkelte sange fra The Minds of 99 og The Weeknd er også gået ind på tracklisten. Øverste nyhed blandt disse er The Minds of 99's "Krop som en sten" (nummer 8) og The Weeknds "Sacrifice (nummer 12). The Minds of 99's "Under din sne", der i forvejen lå på hitlisten, ligger dog højere, nemlig på andenpladsen.


Vinylhitlisten toppes også af The Minds of 99 – The Weeknd-albummet er endnu ikke udkommet på vinyl – fulgt af Mikael Simpson og på tredjepladsen endnu en nyhed, Allan Olsens livealbum Rygter fra randområderne, der oprindeligt udkom i 1994. David Bowies bokssæt Toy (Toy: Box) er en nyhed på fjerdepladsen, og på plads nummer 35 finder vi den sidste nyhed, Hans Zimmers soundtrack til Interstellar, der oprindeligt udkom i 2014.

Den mest spillede sang på de danske radioer er Ed Sheerans "Shivers", der går op fra sidste uges tredjeplads.

I næse uge formodes Gillis nye album Carnival at gøre sig bemærket højt på hitlisten.


Læs alle ugens hitlister her

ANNONCE