Nyhed

Den danske rockveteran Niels "Pind" Pedersen er død

Med Niels "Pind" Pedersens bortgang er endnu en farverig figur fra 1970'ernes københavnske musikscene væk

Han blev muligvis aldrig kendt i en bredere offentlighed. Alligevel er det en af veteranerne fra 1970'ernes københavnske musikmiljø, som nu er gået bort. Niels "Pind" Pedersen er død, fremgår det af den gamle ven og kollega, guitaristen Claus "Tømrerclaus" Pedersens Facebookside.

"Niels var et meget specielt menneske. Meget elsket af mange. Venlig, sjov og et barn af hippietiden med alt, hvad der hører med dertil. Han var en god musiker, der indimellem var genial, og det var hans trick at fyre en saxofonsolo af, som var hindsides almindelige, dødelige fodformede musikeres hverdagssax," skriver Tømrerclaus i sit opslag og tilføjer:

"Han var nem at være sammen med, let til en griner og fuld af historier fra det virkelige liv og omegn."
Netop Pinds historier fra et langt liv i musikken går igen i et mindeord fra en anden gammel ven, fotografen Susanne Mertz.
"Niels var en fremragende fortæller og havde en klar og god hukommelse. Der er blandt andet en historie om, hvor de skulle spille før Jimi Hendrix, men de havde røget sig så skæve, at jeg tror, de aldrig nåede frem til scenen," skriver Mertz på Facebook.

Niels Pedersen - med kælenavnet "Pind", fordi han i mange år var temmelig tynd - spillede orgel og saxofon. Han medvirkede blandt andet på Jomfru Ane Bands selvbetitlede debutalbum fra 1977 og Lone Kellermanns debutalbum samme år - sidstnævnte i øvrigt sammen med 3/4 af Gasolin'.

Pind var en del af musikmiljøet omkring Christiania - og det omkringliggende Christianshavn - og blandt andet en nær ven af Furekåben og Hyldemors frontmand Hans Vinding. 

"Hans og Niels var meget tætte venner, lige så vel som Niels også var tæt på Thomas Grue og mange af os andre, som var en del af musikmiljøet på Christianshavn fra starten af 70'erne og frem," fortæller Hyldemors guitarist John Teglgaard i en mail til GAFFA i forbindelse med Pinds bortgang.
Tømrerclaus' pladeselskab Karma Music stod i 2014 bag en kortfilm om Pedersen med den passende titel Under radaren. Den kan ses lige her:

 


 

ANNONCE